Mens Kevin Magnussen har indledt sin afskedsturne hos Haas F1 Team, er 19-årige Christian Lundgaard ved at varme op til sin debut i kongeklassen.

Den danske teenager ligger med to afdelinger (fire løb) tilbage på en sensationel fjerdeplads i det internationale Formel 2-mesterskab. Takket være sine stærke resultater siden 2017 vil blot en samlet syvendeplads udløse den superlicens, der er ’kørekortet’ til Formel 1.

Renault Sport Academy har brugt mange millioner på at føre Lundgaard igennem junior-klasserne, og målet med ’mesterlæren’ er en fast plads i Formel 1-feltet 2022. Det kan enten blive i Renaults eget team eller i et af de andre teams, den franske fabrik ventes at levere motorer til.

I alle tilfælde ryster Renault-ledelsen ikke på hånden: Christian Lundgaard skal være fast mand i Formel 1 2022.

19-årige Christian Lundgaard får i næste uge sin tredje Formel 1-test for Renault; denne gang på Bahrain International Circuit.
19-årige Christian Lundgaard får i næste uge sin tredje Formel 1-test for Renault; denne gang på Bahrain International Circuit. Foto: Grand Prix Photo/Lise Nygaard
Vis mere

Renault har i disse uger travlt med at gøre Fernando Alonso klar til et Formel 1-comeback i 2021. Den 39-årige spanier har været ude af Formel 1 siden han i 2018 forlod McLaren, men han gør comeback i 2021, og Renault har arrangeret et uofficielt testprogram for ham.

Sideløbende med Alonsos testprogram varmer Renault også Lundgaard op til Formel 1. I næste uge får danskeren sin tredje Formel 1-test, denne gang i Bahrain. Om Alonso også vil være tilstede ved testen er endnu ikke afgjort, men i alle tilfælde er spanieren udset til at oplære Lundgaard og Renaults andre akademi-kørere.

”Jeg vil hjælpe så meget jeg kan,” siger Alonso. ”Jeg har en mission hos Renault, og den kan opfyldes både i og udenfor bilen. Vi skal vinde VM, og hvis det bliver med mig som kører, vil det være fantastisk. Men jeg vil også blive stolt, hvis det bliver med en af vores unge kørere.”

Alonso er med sin store erfaring en god løsning til den opbygningsfase Renault-teamet stadig befinder sig i. Til gengæld er han ikke fremtidens mand, for her indtager Lundgaard den centrale plads.

Planen for Lundgaard er nu at tage endnu en sæson i Formel 2 hos hans nuværende team ART Grand Prix. Samtidig skal han i endnu højere grad integreres i Renault F1 Team ved at være til stede ved så mange løb som muligt. Her skal han følge ingeniørernes arbejde og deltage i debriefings. Dette arbejde startede allerede ved Eifel Grand Prix i forrige uge og fortsætter i de kommende måneder.

De grandprix-weekender Lundgaard ikke er tilstede på banen, skal han i aktion i Renault-teamets simulator i Enstone udenfor Oxford. Her skal han vurdere de data teamets faste kørere Daniel Ricciardo (der næste år afløses af Alonso) og Esteban Ocon indsamler under fredags-træningen, og afprøve nye løsninger i simulatoren. Når Lundgaard har ’kørt’ med de alternative løsninger, sendes hans erfaringer tilbage til banen inden lørdags-træningen.

Lundgaards hidtidige Formel 1-tests er foregået i Renaults 2017-model. Af økonomiske hensyn skal der bruges to år gamle biler til private tests, som den der afvikles i Bahrain i næste uge. Men efter årets Formel 1-finale i Abu Dhabi midt i december afvikler man den årige Young Driver Test på Yas Marina-banen, og her ventes Lundgaard at få sine første kilometer i en aktuel Formel 1-bil.