En verdensmester i baghjulet. En intens kamp om point.

Der var ingredienser nok til at skabe sved på panden, da Kevin Magnussen i søndags kørte sig ind på 8. pladsen i det mexicanske grandprix.

Men at have Lewis Hamilton bag sig på de sidste omgange var ikke noget, den danske Haas-kører blev rystet af.

»Jeg var ligeglad med, hvem han var,« siger Kevin Magnussen ifølge Motorsport.com om duellen.

Han endte med at afvise ethvert angreb – også fra Fernando Alonso inden Lewis Hamiltons ankomst –  og det var i virkeligheden mere end forventet.

»Man kan håbe på det bedste, men ingen kunne have forventet det,« erkender Kevin Magnussen:

»Jeg vidste, at der var en Ferrari (med Sebastian Vettel, red.) og en Mercedes (med Lewis Hamilton, red.) bag mig, og at de på et tidspunkt ville nå op til mig, men kun Ferrarien kom forbi mig,« siger Kevin Magnussen, der efter løbet selv sagde, at det muligvis havde været hans bedste Formel 1-løb nogensinde.

Kevin Magnussen med Lewis Hamilton bag sig.
Kevin Magnussen med Lewis Hamilton bag sig.
Vis mere

Haas-teamchef Guenther Steiner roste efter løbet sin danske kører for ’et fantastisk arbejde’.

Og Haas-bossen er helt på linje med de medier, der har givet danskeren topkarakter for indsatsen (hvilket også BT gjorde).

Over for Autosport.com får Kevin Magnussen karakteren 10 ud af 10 af Guenther Steiner.

»Han kunne ikke have gjort mere med vores bil for at holde Hamilton og Alonso bag sig. Det var højdepunktet, men han satte ikke en fod forkert i hele løbet,« siger Guenther Steiner:

»Vi var ikke bare heldige. Vi fortjente det. Vi var på det rette sted på det rette tidspunkt. Det var fantastisk kørt.«

Der mangler to løb i denne sæson. I Brasilien (12. november) og Abu Dhabi (26. november).