Det er mere end 11 år siden, at Formel 1-Legenden, Michael Schumacher, kom alvorligt til skade i en skiulykke.
Siden har hans tilstand været omgærdet af stor mystik.
Han har ikke vist sig i offentligheden siden ulykken i december 2013.
Men nu kommer en journalist med kendskab til Schumachers helbredssituation, ifølge Daily Mail, med helt nye oplysninger.
Det er Felix Görner, der har dækket Formel 1 for den tyske tv-station RTL, og som regnes for at have tæt kontakt til familien Schumacher, der løfter lidt af sløret.
Han siger:
»Situationen er meget trist. Schumacher kan ikke længere kommunikere verbalt.«
Den syvdobbelte verdensmester bliver plejet af læger og sin kone, Corinna, i deres hjem ved Genèvesøen.
Görner siger:
»Han har brug for konstant pleje og er helt afhængig af folkene omkring ham. I øjeblikket er der højst 20 personer, der kan henvende sig til Michael.«
Schumacher er fyldt 56 år.
Den sidste officielle opdatering, som fans fik om Schumachers tilstand, var i 2023, hvor det blev rapporteret, at han var blevet kørt i en Mercedes AMG-sportsvogn i et forsøg på at stimulere områder af hjernen, som han engang brugte til at køre Formel 1.
Der var også rapporter om, at han dukkede op til sin datter Ginas bryllup sidste sommer, men disse blev afvist af Schumachers nære ven Johnny Herbert som værende »falske nyheder«.