I juli fik Christian Horner sparket som teamchef for Formel 1-holdet Red Bull efter hele 20 år på posten.

Det skete blandt andet, efter en kvindelig ansat havde anklaget ham for seksuel chikane året forinden.

På trods af at to advokatundersøgelser frifandt teamchefen, er sagen tydeligvis ikke afsluttet. For nu har kvinden fået tre millioner pund - svarende til knap 26 millioner kroner - for at forlade holdet.

Det fortæller kilder med forbindelse til holdet til Daily Mail.

Medarbejderen er gået med til at lægge sagen ned og droppe påstandene om seksuel chikane til gengæld for de mange millioner.

Derudover er hun tiltrådt et nyt job, og var ved søndagens Singapore Grand Prix-løb i paddocken hos et nyt hold.

Horner og hustruen, Geri Halliwell, bedre kendt som Ginger Spice fra bandet Spice Girls.
Horner og hustruen, Geri Halliwell, bedre kendt som Ginger Spice fra bandet Spice Girls. Foto: Angela Weiss/AFP/Ritzau Scanpix

Ifølge Daily Mail afsøger Christian Horner også sine muligheder for et comeback til Formel 1-verdenen.

Han ønsker angiveligt at vende tilbage næste forår, afhængigt af betingelserne i hans fratrædelsesaftale.

I øjeblikket er han helt ude af sporten, men Horner har ikke forladt Red Bull tomhændet.

For tilbage i september skrev BBC på baggrund af en kilde tæt på holdet, at parterne havde indgået en aftale, der gav Horner et gyldent håndtryk i omegnen af 450 millioner kroner.

Andre medier hævdede, at beløbet nærmere var på omkring 680 millioner kroner.

Ifølge BBC havde Horner en kontrakt med Red Bull til 2030 med en årsløn på 12 millioner euro - knap 90 millioner kroner.

Kompensationen svarede derfor til de fem kontraktår, han fortsat havde tilbage i sin aftale.