»Christian er en del af familien og vi vil involvere ham så meget som muligt i vores Formel 1-program i år!«
Davide Brivio, den nye chef for Alpine F1 Team har store forventninger til 19-årige Christian Lundgaard. Den danske teenager, der i fire år har været medlem af teamets Sport Academy, skal i år køre sin anden sæson i Formel 2, og Brivio siger til B.T.:
»Christians primære mål for 2021 er at klare sig så godt som muligt i Formel 2, men han vil også spille en rolle i vores Formel 1-teams simulatorprogram. Vi følger Christian tæt, for vi har store forventninger til ham.«
Alpine F1 præsenterede tirsdag deres team og bil til 2021-sæsonen.
Fernando Alonso, der gør comeback i Formel 1 efter tre års pause, kunne på grund af rejserestriktioner ikke være til stede ved præsentationen, men lovede over et videolink at være klar til sæsonstarten i Bahrain senere på måneden.
Den 40-årige spanier blev for få uger siden lettere kvæstet i en cykelulykke, og Lundgaard afløste den dobbelte verdensmester i en test med en af teamets ældre biler i Paul Ricard i forrige uge.
Esteban Ocon skal køre den anden Alpine i VM 2021, mens russeren Daniil Kvyat afløser sin landsmand Sergey Sirotkin som reservekører.
Lundgaards konkurrent i både Alpine-akademiet og årets Formel 2-mesterskab Guanyu Zhou skal være teamets officielle testkører. Kineseren har udtalt til lokale medier, at Alpine vil finde en plads til ham i Formel 1 2022, hvis han kvalificerer sig til en superlicens – kørekortet til Formel 1.
Zhou skal blot slutte blandt de ni bedste i årets Formel 2-mesterskab, hvor han er en af favoritterne til at sikre sig point nok til superlicensen.
Lundgaard mangler kun et enkelt point for at få en superlicens, og det kræver blot en top-10 placering i Formel 2-mesterskabet, hvor han sidste år sluttede på syvendepladsen.