Den britiske racerkører Lewis Hamilton får lov til at fejre sin syvende VM-titel med deltagelse i årets sidste Formel 1-grandprix i Abu Dhabi.

Det skriver hans hold, Mercedes, på Twitter.

Hamilton missede sidste weekends grandprix i Bahrain på grund af coronasmitte. Torsdag meddeler britens mandskab dog, at han er klar til at køre i Abu Dhabi efter at være blevet testet negativ.

- Lewis blev testet negativ for coronavirus onsdag, inden han afsluttede sin selvisolation i Bahrain. Derfor kunne han torsdag rejse til Abu Dhabi, hvor han blev testet negativ ved ankomst, skriver holdet på Twitter.

Hamilton har allerede sikret sig VM-titlen i Formel 1. Det er fjerde gang i træk, at han vinder verdensmesterskabet og syvende gang i alt.

De syv VM-titler er en tangering af Michael Schumachers rekord.

Mercedes-stjernen har i denne sæson også slået Schumachers rekord for flest grandprix-sejre. Den tyske legendes rekord lød på 91 sejre. Den har Hamilton udbygget til 95 i den indeværende sæson.

I sidste weekend blev Hamiltons ledige sæde udfyldt af George Russell. Han vender i weekenden tilbage til sit sædvanlige hold, Williams.

Formel 1-sæsonen i 2020 har på grund af coronapandemien været kortere og mere komprimeret end normalt. Søndagens grandprix er det 17. og sidste.

Den danske racerkører Kevin Magnussen har ikke fået forlænget sin kontrakt med Haas og kører dermed sit sidste grandprix i denne omgang. Magnussen har hentet et enkelt VM-point i sæsonen.

/ritzau/