En femte-og sjetteplads.

Det var resultatet for Kevin Magnussen og Romain Grosjean efter lørdagens kvalifikation i Formel 1 Grand Prixet i Tyskland. To præstationer, der i den grad gør Haas-chefen Guenther Steiner glad.

»I dag er en meget god dag. At blive nummer fem og seks er det bedste resultat. Det var det, vi ville opnå, og det gjorde vi. Alle udførte et rigtig godt stykke arbejde. Nu ser vi frem til løbet i morgen,« siger Steiner i en pressemeddelelse.

Kevin Magnussen under dagens kvalifikation.
Kevin Magnussen under dagens kvalifikation. CHRISTOF STACHE

Og Haas' danske kører, Kevin Magnussen, var da også en glad mand, da B.T. Sport fangede ham efter kvalifikationen.

»Det gik sindssygt godt, og selvfølgelig er jeg superglad. Vi har begge biler med helt fremme, og forhåbentlig kan vi i morgen få de point, vi fortjener,« lød det fra danskeren, der altså sluttede på pladsen lige foran sin franske holdkammerat, Romain Grosjean.

Franskmanden er tilfreds med dagens resultat, men en enkelt ting vil han have undersøgt.

»Vi skal lige have kigget på, hvad der skete på min sidste runde. Mit første sving blev meget bredt, så det skal der lige analyseres på,« siger Romain Grosjean i en pressemeddelse.