Kevin Magnussens chef på Haas-team'et, Guenther Steiner, er blevet spurgt af Ferrari, om holdet ville skifte enten Kevin Magnussen eller Romain Grosjean ud, men amerikanerne sagde nej til italienerne, som leverer motorerne til Haas-team'et.

Det bekræfter Guenther Steiner over for net-mediet racer.com

»Vi er meget åbne i vores samarbejde, og vi arbejder tæt sammen med dem, men de respekterer vores beslutninger,« siger Guenther Steiner.

»Så, ja, de spurgte os, om vi kunne gøre noget omkring kørerne, men vi sagde nej,« fortæller han.

Ferrari kunne godt tænke sig, at Antonio Giovinazzi og Charles Leclerc fik et sæde i Formel 1. Leclerc fra Monaco kommer formentlig med på Sauber-holdet til næste år, mens italienske Giovanizzi ikke har fundet et hold endnu. Og han får altså ikke plads på Team Haas i 2018.

Guenther Steiner siger:

»Vi laver vores planer, og dem prøver vi at lave så godt, som vi kan. Vi er kun i gang med vores andet år i Formel 1, og vi er nødt til at bygge en base. Derfor må vi have en vis stabilitet på holdet, og vi arbejder godt med begge vores kørere. Så derfor er der ingen planer om at ændre på kører-sammensætningen.«

I det sidste grand prix i Japan blev Kevin Magnussen nummer otte, mens Romain Grosjean blev nummer ni, og de erobrede derved henholdsvis tre og to point. Samlet set har franskmanden dog scoret 28 point mod danskerens 15.

Næste grand prix er i weekenden i USA.