Kevin Magnussen var aldrig tæt på at skabe en overraskelse og sluttede helt nede som nummer 16 i Portugal.
Måske er afskeden med Haas-teamet ikke så skidt endda for den 28-årige dansker.
For det må være deprimerende at køre rundt i en racer, der er så markant dårligere end konkurrenternes.
Det så vi igen, da Kevin Magnussen sluttede i den helt tunge ende af feltet.
Karakter: 3
Det er svært at finde én eneste god ting at sige om Kevin Magnussens weekend i Portimao.
Færdig hos Haas, næstsidst i kvalifikationen og en slutplacering som nummer 16 – han sluttede faktisk efter Grosjean, men en straf til franskmanden kom dog danskeren lidt til gode.
Det er helt åbenlyst, at Kevin Magnussens Haas-racer er en kæmpe klods om benet på danskeren. Og den gør det umuligt at præstere i øjeblikket.
Den svage bil er i den grad med til at trække ned i en weekend fra helvede i dansk Formel 1-sammenhæng.
Lewis Hamilton er allerede legendarisk i Formel 1.
Søndag skrev englænderen så endnu et kapitel til historiebøgerne, da han vandt sit grandprix nummer 92 i Formel 1.
Det har ingen gjort før, og han overhalede dermed tyske Michael Schumacher, der opnåede 91 Formel 1-sejre.
Lewis Hamilton har endnu ikke forlænget sin kontrakt med Mercedes, men det må formodes blot at være en formalitet.
Lance Stroll er ikke en specielt populær skikkelse i Formel 1.
Hele forløbet omkring canadierens positive coronatest har ikke gjort ham mere elsket i pitten blandt konkurrenterne.
Og på banen var Lance Stroll søndag skidt kørende og ramlede sammen med McLarens Lando Norris.
Den ugerning kostede Lance Stroll fem sekunders straf og en sidsteplads i løbet.
Alexander Albon har det svært hos Red Bull, og indsatsen i Portugal gjorde ikke situationen nemmere.
Albon blev endda overhalet af teamkollega Max Verstappen med en omgang og sluttede uden for top-10.
Det er efterhånden svært at se ham fortsætte hos Red Bull, som er på markedet, hvis ikke Albons resultater forbedres.
Her skulle Nico Hülkenberg eller Sergio Perez være inde i billedet.


