Kevin Magnussen var godt tilfreds efter tirsdagens test i Barcelona, hvor han fik fart i Haas-raceren.

»Det var en god dag. Vi fik kørt en hel del omgange. I starten kørte bilen rigitg godt,« sagde Kevin Magnussen ifølge en pressemeddelelse fra Team Haas.

Senere på dagen måtte den 25-årige dansker dog tilbringe en del tid i garagen, mens teamet undersøgte en fejl på bilens elektriske system.

Kevin Magnussen glædede sig over, at vejret viste sig fra sin bedste side i modsætning til sidste uge, hvor regn og sne i nogen grad ødelagde testen.

»Jeg vil sige, at det her var den første rigtige dag - også på grund af vejret. Det var meget varmere, og vi kørte under betingelser, som ligner dem, vi kommer til at køre under i resten af sæsonen,« sagde Kevin Magnussen.

»Bilen er endnu ikke dér, hvor den skal være. Men det begynder at ligne noget. Vi nærmer os. Jeg er glad og positiv efter i dag,« sagde han.

Hans chef, Guenther Steiner, var også godt tilfreds:

»Det var en produktiv dag. Vi havde nogle små problemer, men det er normalt i en test, så jeg vil kalde dem mindre problemer, og vi fik dem løst. Vi kørte næsten 100 omgange, og hvis det kan fortsætte på denne måde, ser det godt ud,« sagde team-manageren.