Lørdag sagde Iain Bethke og Gina Schumacher, der er datter af Formel 1-legenden Michael Schumacher, ja til hinanden.
Vielsen fandt sted i familiens storslåede villa på den spanske ferieø Mallorca, og ifølge den tyske avis Bild, var der tale om en uformel bryllupsceremoni.
Alligevel var der 'strenge regler'.
En række virksomheder var blevet hyret til at sørge for blandt andet musik og lys, men alle medarbejderne i de respektive firmaer fik besked på at aflevere deres mobiler, inden de trådte ind i villaen.
Dette skyldtes, at familien Schumacher ville sikre, at ingen tog billeder af familiens private rum.
Siden den tragiske skiulykke i 2013 er Michael Schumacher ikke blevet set offentligt, og derfor vides det heller ikke, om han var med til sin datters bryllup.
Bild beskriver det dog som »meget sandsynligt.«
Ejendommen, der i øvrigt tidligere var ejet af Real Madrid-præsidenten Florentino Pérez, har en helikopterlandingsplads, og derfor er Schumacher ved flere lejligheder blevet fløjet frem og tilbage mellem Spanien og Schweiz, hvor han bor til daglig.
Den tyske avis skriver, at Michael Schumacher – såfremt han var med til brylluppet – ikke var med i haven, hvor festen var afholdt.
Her var til gengæld Gina Schumachers bror, Mick Schumacher, og hans kæreste, den danske model Laila Hasanovic.