Hans såkaldte 'grid-walk' er blevet nærmest ikonisk under Formel 1.

Og Martin Brundle fra Sky Sports har efter søndagens løb i Miami da også fået massiv opmærksomhed.

Det skyldes blandt andet, at han lavede en stor brøler, der har fået rigtig mange til at knække sammen af grin på de sociale medier.

For undervejs i sin ti minutter lange tur ville Brundle, der selv er tidligere Formel 1-kører, interviewe Kansas City Chiefs-stjernen Patrick Mahomes, som han pludselig spottede i mængden. Eller … det troede han.

Martin Brundle er selv tidligere Formel 1-kører.
Martin Brundle er selv tidligere Formel 1-kører. Foto: ADRIAN DENNIS
Vis mere

»Patrick, Patrick,« råbte Martin Brundle, da han ville tale med atleten, der viste sig at være basketspilleren Paolo Banchero.

Han nåede dog at tiltale den unge spiller som 'Patrick' og stille et enkelt spørgsmål, inden det gik op for ham, at han talte med den 'forkerte'.

»Det er ikke Patrick, det var derfor, han ignorerede mig,« sagde Brundle til Sky Sports-kameraet, da han opdagede sin brøler, som du kan se i bunden af artiklen.

»Hvad hedder du, hr.? Jeg troede, jeg talte med en anden, det må du undskylde,« lød det fra Sky-reporteren, der dog blev mødt af et overbærende smil fra Paolo Banchero.

NFL-stjernen Patrick Mahomes og basketballtalentet Paolo Banchero.
NFL-stjernen Patrick Mahomes og basketballtalentet Paolo Banchero. Foto: Rick Scuteri/AP/Bob Donnan/Usa Today Sports/Ritzau Scanpix
Vis mere

På halgulvet er der kæmpe forventninger til den 19-årige collegespiller, der forventes at blive valgt som en af de tre første, når der er NBA draft i juni. Banchero betegnes altså som et af verdens største basketballtalenter.

Og den spøjse brøler er i den grad gået verden rundt.

'Martin Brundles gridwalk i Miami, hvor han ikke ved, hvem nogen er, er ekstremt akavet og hysterisk morsomt,' skrev tv-profilen Piers Morgan i et opslag på Twitter.

'Martin Brundle tager livet af mig. Det der er ikke Patrick Mahomes,' skriver en anden efterfulgt af en emoji, der græder af grin.

Mange skriver, hvordan den legendarisk 'grid-talk' gjorde hele løbet værd at se, mens nogle dog undrer sig over, om der ikke var en eneste fra Sky Sports-produktionen, der kunne se, det ikke var Mahomes, så de kunne give Brundle besked i en øresnegl.

Tv-reporteren har selv reageret efter episoden i et opslag på Twitter.

'Der er en grund til, jeg aldrig har genset en Formel 1-gridwalk i al den tid, jeg har lavet den. I har ingen anelse om, hvor meget jeg hader at lave dem, men på en eller anden måde har alle de skøre momenter defineret min professionelle karriere. Tja, sådan er det jo,' skriver han.

Det er ikke første gang, at Martin Brundle har haft det svært med kendisser på gridwalken i USA.

Ved sidste års grandprix i Austin ville rapperen Megan Thee Stallion, der var omringet af sine bodyguards, absolut ikke interviewes af Formel 1-reporteren.