Miami kan i 2021 blive værtsby for endnu et amerikansk grandprix i motorsportens kongeklasse.

I en pressemeddelelse oplyses det, at arrangørerne bag Formel 1 har lavet en forhåndsaftale med NFL-holdet Miami Dolphins om, at der i 2021 skal afholdes et grandprix på en speciallavet bane omkring Dolphins' hjemmebane, Hard Rock Stadium.

Bystyret i Miami, der skal godkende planerne, før løbet bliver en realitet, vil stemme om det på et møde 28. oktober, lyder det.

»Vi er glade for at kunne annoncere, at Formel 1 og Hard Rock Stadium er blevet enige om en forhåndsaftale om at være vært for det første Formel 1-grandprix i Miami nogensinde ved Hard Rock Stadium,« siger Formel 1's kommercielle direktør, Sean Bratches, og næstformand og administrerende direktør i Miami Dolphins og Hard Rock Stadium Tom Garfinkel i en fælles udtalelse.

»Vi er dybt taknemmelige over for fans, folkevalgte politikere og den lokale turistindustri for deres tålmodighed og støtte i løbet af denne proces.«

»Vi ser frem til at bringe verdens største motorsportsfænomen til et af verdens mest ikoniske og glamourøse områder for første gang.«

Hvis grandprixet i Miami bliver en realitet, vil der være to amerikanske løb i Formel 1-kalenderen, der i forvejen tæller et grandprix i Austin, Texas.

/ritzau/