Formel 1-sæsonen kommer tidligst i gang 7. juni, når der køres grandprix i Baku i Aserbajdsjan.

Det står klart, efter at Formel 1 og Den Internationale Motorsportsunion (FIA) har besluttet at udsætte grandprixerne i Holland, Spanien og Monaco, som alle skulle have været kørt i maj.

- Formel 1, FIA og de tre arrangører har taget denne beslutning for at værne om helbredet og sikkerheden for tilrejsende medarbejdere, deltagere og fans, hvilket er vores primære overvejelse, lyder det i en fælles meddelelse fra Formel 1 og FIA.

De seneste udsættelser drejer sig om Hollands Grand Prix, som skulle have været kørt på Zandvoort-banen 3. maj, Spaniens Grand Prix i Barcelona en uge senere og det traditionsrige gadeløb i Monaco, som var programsat til 24. maj.

Formel 1-sæsonen skulle være startet i Australien i sidste weekend, men arrangørerne valgte at aflyse arrangementet, da en medarbejder på McLaren-teamet blev konstateret smittet med coronavirus.

De efterfølgende grandprixer i Bahrain, Kina og Vietnam er udsat, men ingen af løbene har fundet nye datoer.

Torsdagens melding kommer ikke som den store overraskelse. I forbindelse med aflysningen i Australien vurderede Formel 1, at det tidligst ville blive muligt at indlede sæsonen i slutningen af maj.

Som konsekvens af den usikre situation har Formel 1 fremrykket den traditionelle sommerpause til marts og april for at frigøre mere plads i kalenderen senere på året.

I pressemeddelelsen oplyser Formel 1, at man overvåger situationen nøje og håber at kunne indlede sæsonen "så snart, det er sikkert efter maj".

/ritzau/