Der var tilsyneladende lidt for meget fart på Sergio Perez uden for banen.

Efter Red Bull-stjernens største præstation i Formel 1-karrieren i form af sejren fra Monaco gik der fest i den, og den greb så meget om sig, at 'Checo' nu har set sig nødsaget til at undskylde over for konen Carola Martinez.

Perez blev fanget med en endnu uidentificeret kvinde på kamera ad flere omgange, og der blev danset tæt under de varme himmelstrøg.

Det ser ikke for heldigt ud, erkender han, efter de seneste dages stormvejr.

'Jeg har set videoerne, der har cirkuleret, og jeg tager det fulde ansvar,' skrev han i en story på Instagram.

'Det var en meget dårlig fest, som jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle håndtere på den måde, som jeg burde. Men det var bare sådan, en meget dårlig fest.'

'Folk tæt på mig kender mine værdier og den type menneske, jeg er.'

'Til jer, der spørger, så er min kone og jeg mere knyttede end nogensinde.'

Foto: LOIC VENANCE
Vis mere

'Til jer, der bare vil såre os, ønsker jeg det bedste.'

'Tak for al kærligheden og undskyld til alle de mennesker, der elsker mig, for de videoer viser ikke det rigtige billede af mig - overhovedet.'

'Vi kommer ikke til at tale mere om det emne, for det får os til at glemme det fantastiske øjeblik, som vi gennemlever som familie. Tak.'

Og der er skam meget at fejre for Perez, og det vil han tydeligvis hellere sætte fokus på.

Sejren i Monaco sendte ham helt op i hælene på teamkammeraten Max Verstappen og Ferraris Charles Leclerc i kampen om VM-titlen.

Yderligere har han lige fået forlænget sin lukrative Red Bull-aftale, så den løber til 2024.

I denne weekend starter et værre rejsecirkus for Perez, Kevin Magnussen og resten af F1-feltet, for først skal de køre i Aserbajdsjan, og blot en uge efter går det løs i Canada.