Det var noget af et chok, der fredag ramte Formel 1-verden med Daniel Ricciardos besked om at forlade Red Bull efter denne sæson.

Australieren forlader altså et af Formel 1s tre bedste teams for at tage det, der på papiret ligner et skridt ned til Renault.

Her kan du læse B.T.s Formel 1-ekspert Peter Nygaard giver i sin seneste klumme et bud på, hvad der ligger bag Ricciardos chok-skifte til Renault.

Nu har australieren selv kommenteret lidt på, hvorfor han har valgt at skifte væk fra det hold, han kom til som bare 19-årig som juniorkører. Det gør han i en video på sin Facebook-side.

»Nyheden er ude. Det er ægte. Det har klart været den sværeste beslutning i min racerkarriere, men efter 29 år på denne Jord er det også en af de sværeste livsbeslutninger, jeg har taget. Jeg er ked af at skulle videre, men glæder mig til udfordringen hos Renault,« siger Daniel Ricciardo.

Ricciardo har igennem længere tid været centrum for spekulationer omkring den altid spændende kører-kabale, der skal gå op i Formel 1-feltet. Australieren skulle selv have ønsket at skifte væk fra Red Bull, men helst til et af de andre store hold - Ferrari eller Mercedes.

De i alt fire pladser ser dog lukkede ud nu, og derfor havde mange regnet med, at Ricciardo ville fortsætte hos det østrigske team. Sådan endte det dog ikke.

»Jeg har været 10 år hos Red Bull, siden jeg kom som juniorkører i 2008, og jeg har nogle fantastiske minder herfra. Der er ting, jeg altid vil være taknemmelig for, og jeg vil aldrig glemme det. Personligt følte jeg, at det var tid til at komme videre og få en frisk start et nyt sted. Jeg tror, det vil være sundt for mig. Spændt på, hvad der ligger forude hos Renault, men jeg vil gerne takke Red Bull-racing og Red Bull-koncernen af hele mit hjerte for at, de har gjort for mig. Vi har ni løb tilbage at sparke røv i, så lad os gøre det,« siger Daniel Ricciardo i Facebook-videoen, som du kan se herunder.