Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Boing boing, bilen den går op og ned som en fjeder, boing boing.

Kevin Magnussen og de andre Formel 1-stjerner har fået en helt ny udfordring i år.

De nye biler hopper som delfiner.

Og det kan være ubehageligt for ikke at sige decideret smertefuldt, når man kører med over 300 km/t.

Det får nu en af stjernerne til at slå alarm.

Ferrari-køreren Carlos Sainz Jr. frygter simpelthen for de langsigtede fysiske konsekvenser, som kørerne kommer til at døje med.

»Vi bliver nødt til at overveje, hvor stor en pris en kører må betale i en Formel 1-karriere, når det kommer til ryggen og helbredet,« siger Sainz ifølge The-Race.

»Vi bliver nødt til at snakke om det her.«

Carlos Sainz Jr. vil have Formel 1 til at debattere problemet med, at bilerne hopper.
Carlos Sainz Jr. vil have Formel 1 til at debattere problemet med, at bilerne hopper. Foto: ZIPI
Vis mere

Spanieren, der ser sig selv som en af sportens mest veltrænede atleter, mener, at de fleste kørere vil undlade at snakke om, hvor hårdt det er, fordi de ikke vil fremstå svage.

»Men jeg mærker det allerede, og jeg behøver ikke en ekspertvurdering for at vide, at ti år med det her bliver hårdt,« fortsætter han.

Carlos Sainz er ikke den eneste kører, der er opmærksom på det nye problem.

Efter grandprixet på Imola fortalte Mercedes-køreren George Russell om store smerter i ryggen og brystet.

»De hoppende biler tager pusten fra dig. Det er det mest ekstreme, jeg nogensinde har oplevet. Det er ikke holdbart for kørerne at fortsætte med det her,« fortalte han dengang.

Nu uddyber George Russell:

»Det er brutalt. Nogle gange glemmer folk, at der er et menneske i bilen. Vi har måske nok en hjelm på, men det er brutalt,« siger han ifølge Sky Sports.

Allerede i forbindelse med testdagene før sæsonen kaldte Russell det såkaldte 'porpoising' – opkaldt efter den måde et marsvin bevæger sig gennem vandet på – for et sikkerhedsproblem.

Fænomenet opstår, fordi bilerne bliver suget så meget ned i asfalten, at bunden til sidst rammer jorden, så vakuummet forsvinder, og bilen rejser sig igen, inden hele processen starter forfra.

På grund af bilernes hastighed sker det mange gange i sekundet, at de hopper op og ned og skaber ubehag for kørerne.

Sainz, Magnussen og co. kører Spaniens grandprix søndag klokken 15. Du kan følge løbet i B.T.s liveblog.