28. februar 2026 blev en dag, Charles Leclerc aldrig vil glemme.

Her blev Formel 1-stjernen nemlig gift med kæresten, Alexandra Saint Mleux.

Det afslører de begge på Instagram.

Ifølge Motorsport.com blev brylluppet afholdt i Charles Leclercs hjemland, Monaco.

Meget tyder på, at Alexandra Saint Mleux har taget racerkørerens efternavn. I hvert fald har hun på Instagram skiftet sit navn til Alexandra Leclerc.

Parret annoncerede deres forlovelse i november 2025, og kan nu kalde sig mand og kone, kort inden Formel 1-sæsonen begynder.

Det nygifte par blev spottet sammen for første gang til Wimbledon i sommeren 2023, få måneder efter at rygterne om et forhold var begyndt at florere.

Siden er Alexandra Saint Mleux blevet et fast bekendtskab i Formel 1-folden sammen med hunden, Leo, som Charles Leclerc tidligere har beskrevet som sin bedste ven.

»Han er den bedste. Jeg tager ham med til de fleste løb. Sidste år fik han et paddock-pas, men det har han ikke længere brug for. Folk kender ham bedre end mig,« sagde han i et interview med GQ Sports.

Og Leo fik naturligvis også lov til at være med på bryllupsbillederne.