Når Kevin Magnussen og resten af Formel 1-feltet skal i aktion i Bahrain, bliver det uden tilskuere.

Det skriver Bahrain International Circuit, hvor løbet skal køres, på Facebook.

'Som en nation der er vært for Formel 1, tager vi det alvorligt, når det kommer til velfærden hos fans og deltagerne,' lyder det blandt andet.

'Når coronavirussen bliver ved med at sprede sig, er det ikke det rigtige at have en stor sportsbegivenhed, hvor der kommer tusindvis af mennesker - også nogle fra udlandet,' fortsættes der i opslaget.

'Vi ved, at mange vil blive skuffet over denne udmelding, især dem der planlægger at rejse til dette løb, der er blevet en hjørnesten i den internationale Formel 1-kalender, men sikkerhed forbliver vores største prioritet,' slutter udmeldingen.

Formel 1-fans kan dog stadig se løbet, da det stadig bliver vist på tv, oplyses det.

Årets første løb bliver kørt i Australien næste weekend, inden det altså går løs bag lukkede døre i Bahrain den 22. marts. Efterfølgende går turen til Hanoi i Vietnam, inden der så venter kørerne en pause.

Det skyldes, at det løb der skulle være kørt i Kina to uger senere er rykket på grund af coronavirus.