Ny sæson. Nyt navn.
I lige over 25 år har Sauber-navnet været en del af Formel 1-feltet, men nu er det slut.
Med øjeblikkelig virkning skifter Alfa Romeo Sauber F1 Team navn til Alfa Romeo Racing.
Det meddeler holdet fredag.
»Det er med stor glæde, at vi vil gå ind til Formel 1-sæsonen i 2019 med navnet Alfa Romeo Racing,« lyder det fra teamchef Frederic Vasseur i en pressemeddelse.
Alfa Romeo vendt sidste år tilbage til Formel 1 som titelsponsor hos Sauber-teamet, og selv om navnet nu udadtil bliver anderledes, er selve organisationen bag uforandret.
»Efter at have indledt samarbejdet sidste år gjorde vores hold fantastiske fremskridt både teknisk, kommercielt og sportsligt. Det har givet alle et motivationsboost - både på banen og i hovedkvarteret i Schweiz - fordi det hårde arbejde har kunnet ses i resultaterne. Vi går efter at fortsætte udviklingen af hver et område hos holdet, mens vores passion for race, teknologi og design skal drive os frem,« siger Frederic Vasseur.
Egentlig er det ikke kun navnet, der er nyt i den kommende sæson. Også holdets kørere er skiftet ud. Væk er Charles Leclerc og Marcus Ericsson og ind er kommet Kimi Räikkönen og Antonio Giovinazzi.
Sauber optrådte for første gang i Formel 1-feltet i 1993.
Alfa Romeo havde indil sidste års comeback ikke involveret sig Formel 1 siden 1985. Det var dog førere af Alfa Romeo-racere, der vandt de to første Formel 1-verdensmesterskaber i 1950 og 1951.

