Formel 1-feltet for 2018 er ved at være på plads.

Der er nu kun tre ledige sæder tilbage, efter at Toro Rosso har besluttet sig for at beholde sine nuværende kørere, Pierre Gasly og Brendon Hartley, næste år.

Det har det lille Red Bull-ejede team torsdag meldt ud.

»Igennem den sidste del af året har de vist, at de klar til Formel 1, og de har hurtigt fået styr på racerne. De har præsteret godt og har været klar til udfordringerne,« siger teammanager Franz Tost til holdet hjemmeside.

21-årige Gasly og 28-årige Hartley sikrer dermed stabiliteten hos Toro Rosso efter en omskiftelig sæson for holdet, hvor de oprindelige kørere Carlos Sainz og Daniil Kvyat forsvandt – frivilligt og ufrivilligt – i efteråret.

»Vi har været imponerede af deres indlæringsevner, for Formel 1 er ikke noget, man hurtigt vænner sig til. Nu ser vi frem til at have et helt år med dem,« siger Franz Tost.

Pierre Gasly har længe været en del af Red Bulls juniorprogram, og hans entre i den bedste serie har derfor længe ligget i kortene. Anderledes har det været for Brendon Hartley, der blev opgivet af Red Bull, og han har siden blandt andet kørt WEC-serien, inden han blev hentet tilbage.

»Det er meget tilfredsstillende at have udnyttet en mulighed, der kom som en overraskelse, til at sikre et 2018-sæde. Jeg kunne ikke være mere glad. Jeg vil gerne takke Red Bull og Toro Rosso for at tro på mig og give mig en ny chance. Drømme kan faktisk gå i opfyldelse,« siger Brendon Hartley.

Pierre Gasly har kun kørt fire Formel 1-grandorix’er. Brendon Hartley har kørt tre Formel 1-grandprix’er.

De når at få endnu et hak i bæltet i årets sidste løbsweekend, der begynder om en uge.

Imens venter man stadig på, hvem der skal have det sidste ledige sæde hos Williams og begge sæder hos Sauber. Her kan du læse om, hvor Kevin Magnussen slet ikke har været nævnt som kandidat til nogle af de ledige sæder.