BTs Formel 1-ekspert Peter Nygaard vil ikke afvise, at den polske racerkører Rubert Kubica kan gøre comeback i Formel 1.

En forsigtig rygtestrøm er begyndt at brede sig i Formel 1. Det sker efter, at den tidligere polske Formel 1-stjerne Robert Kubica forleden kørte en testkørsel for Renault-teamet.

Nuvel, det var en test, men den var lukket og polakken, der tidligere har vundet Canadas Grand Prix, fuldførte 115 omgange i bilen.

Kubica måtte ellers for år tilbage opgive Formel 1 efter en ulykke, hvor han fik varige skade i sin ene arm. Alligevel vurderer Peter Nygaard, at der kan være noget om snakken.

»Jeg kan ikke forestille mig Renault giver ham en test uden en eller anden bagtanke. Og han har allerede gennemført en del simulator-arbejde for teamet. Der er ikke sluppet ret meget ud om testen, og alene dét indikerer, at det var en seriøs historie. Hvis det bare havde været et PR-stunt, var vi jo blevet inviteret,« skriver Peter Nygaard i en chat med BTs læsere fredag aften.

Indtil nu har Renault ikke afvist eller bekræftet, om de har kig på Robert Kubica i kikkerten.