Det har været en gedigen succes, at Formel 1 siden 2019 har haft lukket Netflix ind i motorsportsstjernernes land for at dokumentere dramaet bag kulissen i den prestigefyldte sport.

Men det er ikke alle, der er lige begejstrede for hitserien 'Drive to Survive', som ellers har øget Formel 1s popularitet og givet sporten et nyt publikum de seneste år

En af kritikerne af Netflix-successerien – og den måske mest opsigtsvækkende af slagsen – er den magt- og succesfulde Mercedes-chef Toto Wolff, som spiller en stor rolle i serien.

Han sammenligner nu 'Drive to Survive'-satsningen med Kim Kardashians verdenskendte realityshow.

Foto: Hasan Bratic
Vis mere

»Der er tale om atleter, som kæmper i hurtige højpræstasions-maskiner. Det handler om liv og død, og oven i dette har vi så fået 'Keeping Up With the Kardashians' ind,« siger østrigeren, som er manden bag Lewis Hamiltons megasucces med seks VM-titler, til Financial Times.

Den forsvarende Formel 1-mester, Max Verstappen, har også tidligere raset mod Netflix-serien og anklaget den for at overdrive dramaet og rivaliseringen blandt Formel 1-stjernerne.

Det har han taget konsekvensen af og har nægtet at være med i serien i en periode. Den vej vil Toto Wolff dog ikke gå, da han trods alt godt kan få øje på seriens kommercielle kvaliteter, fastslår han:

»Vi formåede aldrig at engagere publikum i USA, men så kom både corona og Netflix, folk 'bingede', og pludselig havde vi et massivt momentum i USA.«