Bare to dage inden Formel 1-weekenden i Baku begynder, er der kaos hos Sauber.

Teamchef Monisha Kaltenborn forlod onsdag aften holdet efter ’gensidig aftale’.

Det skete efter en dag, hvor flere store motorsportsmedier havde rapporteret om skilsmissen, inden den blev officiel.

Her skrev eksempelvis Autosport.com, at ifølge mediets kilder ønskede ejerne af Sauber-holdet at forskelsbehandle kørerne Marcus Ericsson og Pascal Wehrlein til svenskerens fordel.

Det ville Monisha Kaltenborn ikke.

I løbet af en hektisk onsdag aften nåede Sauber-teamet inden for kort tid at udsende to pressemeddelelser.

Først afviste holdet rygterne om forskelsbehandling.

»Ejerne og bestyrelsen tager stærkt afstand fra de spekulative og udbredte medierapporter i dag, at vores racerkørere ikke bliver eller er blevet behandlet ens. Dette er ikke kun usandt, det ville også være i strid med holdets langvarige forpligtigelse til at stå for en fair konkurrence,« lød det i en besked underskrevet af bestyrelsesformand Pascal Picci.

Siden fulgte så beskeden om Monisha Kaltenborns afgang.

Det blev her begrundet med ’forskelligt syn på firmaets fremtid’.

Selfie med Sauber-kørerne Pascal Wehrlein og Marcus Ericsson (th.):

Foto: Andre Pichette
Vis mere

Sauber er Formel 1s fjerdeældste hold, og det blev sidste år opkøbt af selskabet Longbow Finance. Ejerforholdene er lidt uklare, og ved overtagelsen sidste år gik der rygter om, at det rent faktisk var Marcus Ericsson økonomiske bagland, der stod bag.

Det afviste den svenske racerkører ved den lejlighed.

»Jeg har også hørt om det, men det er ikke noget, jeg kinder til. Jeg har ikke noget med alt det at gøre, så for at være helt ærlig ved jeg det ikke,« sagde Marcus Ericsson ifølge ESPN sidste år.

Det amerikanske medie borede ved den lejlighed lidt i de indviklede ejerforhold hos Longbow Finance.

Og her fandt man ud af, at selskabet tidligere har heddet Tetral Investment Management SA med adresse på Avenue du General-Guisan 70 i Pully, der ligger i Schweiz. På samme adresse er et andet firma ved navn Tetra Laval International SA registreret. Det er datterselskab til det store svenske firma Tetra Pak ejet af Hans Rausing.

Og Hans Rausing. Ja, han er storsponsor for en svensk racerkører ved navn Marcus Ericsson, der kører for Sauber…

Der køres Formel 1 i Baku i den kommende weekend. Du kan selvfølgelig følge træning, kvalifikation og grandprix LIVE her på BT.dk.