Formel 1-sportens mangeårige førstemand er blevet sat fra posten. Bernie Ecclestone er færdig som som CEO eller administrerende direktør for Formula One Group. Han er blevet erstattet af Chase Carey, og det forventes, at Ross Brawn også får en nøglerolle i det nye hierarki.

Den 86-årige Ecclestone fortæller selv, at han har fået tilbudt en post som honorær præsident, men han ved ikke, hvilken rolle han kommer til at spille.

»Jeg blev afsat i dag. Jeg er simpelthen væk. Det er officielt. Jeg er ikke længere chefen for firmaet. Min stilling er blevet overtaget af Chase Carey,« siger Ecclestone til Auto Motor und Sport.

Han har gennem de sidste 40 år været afgørende for Formel 1-sportens voldsomme finansielle udvikling, som samtidig også har gjort den 159 centimeter høje englænder til en af landets rigeste mænd.

Det forventes, at organisationændringerne bliver officielt bekendtgjort tirsdag. Udskiftningen af Bernie Ecclestone kommer efter, at Liberty Media har købt sig ind og overtaget magten og har fået grønt lys til overtage kontrollen med de kommercielle rettigheder i sporten.

»Min nye stilling har en af de der amerikanske betegnelser. Det er sådan noget som honorær præsident. Jeg har fået denne titel, men jeg ved ikke, hvad det betyder.«

»Mine dage på kontoret bliver mere rolige. Måske kommer jeg ud til et grandprix en gang i fremtiden. Jeg har stadig mange venner i Formel 1. Og jeg har stadig råd til at komme ud til et løb,« jokede den detroniserede Formel 1-konge.

Ifølge autosport.com så ville Donald McKenzie, chefen for den tidligere majoritetsaktionær CVC, gerne have beholdt Ecclestone i en ledende rolle, men Liberty sagde nej. Og nu er Ecclestone med et slag reduceret til en ligegyldig figur på sidelinjen.