Flere indiske banker kræver et stort pengebeløb fra en medejer af Formel 1-holdet Force India.

London. Vijay Mallya, der er medejer af Formel 1-holdet Force India, blev tirsdag anholdt af britisk politi efter en forespørgsel fra indiske myndigheder.

Senere blev den 61-årige indiske multimillionær løsladt efter betaling af en kaution på 650.000 pund (5,8 millioner kroner) og er nu igen på fri fod.

Britisk politi fortæller, at Mallya blev anholdt på vegne af indiske myndigheder, som mistænker ham for svindel. Han skal til høring 17. maj, oplyses det.

Det er flere indiske banker, som har fremsat krav mod Force India-bossen og beskylder ham for at have stukket af fra en gæld på 1,3 milliarder euro (9,7 milliarder kroner).

Mallya var ejer af flyselskabet Kingfisher Airlines, som gik konkurs i 2012. Den mulige svindel har forbindelse til flyselskabets konkurs.

Mallya har boet i Storbritannien i over et år, da han i april 2016 ønskede at komme langt væk fra de indiske myndigheder og en mulig anholdelse i hjemlandet.

Han er sjældent ude at se Force India i Formel 1-løbene. I sidste sæson overværede han kun grandprixet på Silverstone-banen i England.

Mallya afviser, at han har noget at skjule i forbindelse med Kingfisher-konkursen og kalder mistanken mod ham for en heksejagt.

- Det er typisk indisk mediehype, skriver han på Twitter.

/ritzau/