Ved to løb i træk har Kevin Magnussen fået ødelagt sin kvalifikation på grund af ’trafik’ fra andre kørere på hans afgørende omgange.

Nu tager Haas-Ferrari teamet konsekvensen. Danskeren og hans teamkammerat Romain Grosjean får i denne weekend ved Azerbaijans Grand Prix i Baku hver en personlig ’spotter’, der via GPS følger Haas-kørerne og deres konkurrenter fra pitten. Det bliver så ’spotternes’ opgave at finde de huller i trafikken, der kan sikre Magnussen og Grojean optimale start-placeringer.

»Vi har ændret vores indgang til kvalifikationen,« bekræfter Magnussen overfor BT.

»Både Romain og jeg har nu en person, der udelukkende skal holde øje med trafikken. Jeg håber, det vil hjælpe os til en bedre kvalifikation, men det kan naturligvis være, at det vil tage lidt tid at køre det nye system ind. Det er i alle tilfælde dejligt, at der bliver taget hånd om problemet. Dét, der skete i Monaco, kunne have været en irriterende tilfældighed, men da det så også skete i Canada, reagerede teamet omgående. Det er to gutter, der allerede var i teamet, der nu får de her nye roller under kvalifikationen. Ham, der hjælper mig, er en af vores ingeniører – altså en af de kloge fyre,« fortæller Magnussen med smil.

Det er kun anden gang, der skal køres på gadebanen i Azerbaijans hovedstad Baku.

»Jeg har ingen ide om, hvordan det går i weekenden- Jeg er spændt på, hvor vi kommer til at ligge i feltet,« siger Magnussen.

»Det er en meget speciel bane, og derfor en bane, hvor der kan komme forskydninger i feltet. Forhåbentlig forskyder vi os i den rigtige retning! I Monaco var vi ganske konkurrencedygtige, og visse dele af banen her i Baku svarer ganske godt til Monaco, så jeg håber, det også bliver tilfældet her. Men der er også en meget lang langside, så vi må bare afvente og se, hvordan vi klarer os.«

»Jeg har ikke været i simulator med henblik på Baku, men torsdag eftermiddag gik banen rundt med mine ingeniører for at se, hvad der er ændret i forhold til sidste år.«

Den lange langside – omkring 22 sekunder med speederen helt i bund! – resulterer i den højeste topfart i Formel 1-kalenderen. Sidste år nåede Valtteri Bottas i Williams-Mercedes op på 378 km/t i Bakus relativt snævre gader. Langsiden betyder, at rå motorkraft spiller en afgørende rolle i Baku. Her er Mercedes traditionelt stærkest, og det vil give en fordel til Haas-teamets direkte konkurrenter i midterfeltet, Force India og Williams.

»Mercedes-motoren er meget stærk, men jeg synes, vores Ferrari-motor nu er tæt på,« siger Magnussen.

»Jeg ved ikke helt, hvor stærk Renault-motoren er, men jeg tror ikke, den er på niveau med Mercedes og Ferrari.«

Azerbaijans Grand Prix starter søndag klokken 17.00 lokal tid (15.00 dansk tid).

Husk! Du kan følge weekendens Formel 1 i Baku fredag, lørdag og søndag live her på BT.dk. Og du kan chatte med Formel 1-korrespondent Peter Nygaard.