Lance Stroll er offentliggjort som Force India-kører i næste Formel 1-sæson, og dermed er feltet komplet.

Det var forventet, men fredag blev det offentliggjort.

20-årige Lance Stroll kører i den kommende sæson i Formel 1 for Force India efter to sæsoner hos Williams.

Skiftet var forventet, da Strolls hovedrige far, Lawrence Stroll, var en af personerne i en investorgruppe, der i august overtog holdet, som skiftede navn til Racing Point Force India, efter at holdet havde haft store økonomiske problemer.

- Det er begyndelsen på en utrolig spændende rejse i min Formel 1-karriere. Jeg ser frem til at arbejde sammen med et succesfuldt hold med en fantastisk kultur.

- Det bliver en ny udfordring, og jeg ser frem til denne mulighed, siger Lance Stroll i en udtalelse ifølge Reuters.

Lance Stroll erstatter Esteban Ocon som holdkammerat til Sergio Perez hos Force India, og med offentliggørelsen er samtlige holdsammensætninger på plads til Formel 1-sæsonen i 2019.

De ser sådan ud:

Mercedes: Lewis Hamilton (Storbritannien) og Valtteri Bottas (Finland).

Ferrari: Sebastian Vettel (Tyskland) og Charles Leclerc (Monaco).

Red Bull: Max Verstappen (Holland) og Pierre Gasly (Frankrig).

Renault: Nico Hülkenberg (Tyskland) og Daniel Ricciardo (Australien).

Haas: Kevin Magnussen (Danmark) og Romain Grosjean (Frankrig).

McLaren: Carlos Sainz (Spanien) og Lando Norris (Storbritannien).

Force India: Sergio Perez (Mexico) og Lance Stroll (Canada).

Sauber: Kimi Räikkönen (Finland) og Antonio Giovinazzi (Italien).

Toro Rosso: Daniil Kvyat (Rusland) og Alexander Albon (Thailand).

Williams: George Russell (Storbritannien) og Robert Kubica (Polen).