Tidligere på året fik Eddie Jordan en nedslående besked.

Formel 1-ikonet var blevet diagnosticeret med en aggressiv form for kræft – mere konkret blære- og prostatakræft, som har spredt sig til rygsøjlen og bækken.

Det fortæller han i podcasten 'Formula For Success' ifølge flere britiske medier, herunder BBC

Samtidig opfordrede den tidligere Formel 1-teamboss lytterne til at gå til lægen for at blive undersøgt, inden han sammenlignede sin egen situation med cykellegenden Sir Chris Hoys, som i oktober meddelte, at han er uhelbredeligt syg af kræft.

Eddie Jordan (th.) har fået kræft.
Eddie Jordan (th.) har fået kræft. Mandoga Media/AP/Ritzau Scanpix

»Vi har alle hørt om vores vidunderlige ven, Sir Chris Hoy, som er en absolut mega stjerne, og han står frem og taler om sygdomme som den, jeg har, men han er en langt yngre mand,« siger 76-årige Eddie Jordan og fortsætter:

»Få det gjort, vær ikke dum, vær ikke genert. Det er ikke noget, man skal være flov over. Pas godt på jeres krop.«

Eddie Jordan er en stor skikkelse i motorsportverdenen.

I 1991 grundlagde ireren sit eget Formel 1-hold, Jordan Grand Prix, der kørte indtil 2005. I den periode nåede legenden Michael Schumacher at få Formel 1-debut under Jordan.