Verdens største Formel 1-team fejrer deres grandprix nummer 1000 med en dyb krise

Ferrari er i dyb krise inden deres jubilæums-grandprix på hjemmebanen i Mugello. 'Den stejlende hingst' var udset til at skulle vælte Mercedes af Formel 1-tronen i 2020, men ligger inden søndagens Toskana Grand Prix blot på sjettepladsen i konstruktør-VM. I sidste weekends grandprix i Monza lå Ferrari'erne bagerst i feltet, og Charles Leclerc udgik af løbet, mens Sebastian Vettel udgik med bremseproblemer.

Det er så skidt, at Ferrari skal være glade for, at Toscanas Grand Prix 2020 afholdes stort set uden tilskuere. Tifosierne accepterer ikke den slags.

Men det er ikke første gang, krisen kradser i Ferrari. Ferrari er det eneste team, der har været med i Formel 1-VM siden starten i 1950, og der har været utallige nedture gennem de sidste 70 år.

 

1957:

I 1957 var landevejsløbet Mille Miglia stadig en del af sportsvogns-VM. Løbet blev afviklet på afspærrede landeveje i Norditalien, og ruten var cirka 1.600 km. Ferrari stillede op med teamets Formel 1-kørere, og kort før målet i Brescia crashede Alfonso de Portago. Ferrarien kørte omkring 250 km/t, da spanieren på grund af en punktering mistede herredømmet. Bilen endte nede i en grøft, og de Portago, hans codriver Ed Nelson og 10 tilskuere (heraf fem børn) mistede livet. Ferrari, der havde undladt at skifte dæk på de Portagos bil ved det sidste service-stop, fik fra flere sider skylden for ulykken. Enzo Ferrari blev anklaget for uagtsomt manddrab, hans pas blev inddraget, og der gik fire år, inden han blev frikendt for alle anklager.

Alfonso de Portago, hans codriver og 10 tilskuere blev dræbt under Mille Miglia-løbet i 1957.
Alfonso de Portago, hans codriver og 10 tilskuere blev dræbt under Mille Miglia-løbet i 1957. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

1958:

Ferrari startede 1958-sæsonen med Luigi Musso, Peter Collins og Mike Hawthorn som teamets faste kørere. Der blev kæmpet hårdt på de indre linjer, og Musso mistede livet, da han i en tæt duel med Hawthorn crashede i Frankrigs Grand Prix. Fire uger senere omkom Collins i Tysklands Grand Prix, og hans nære ven Hawthorn overvejede at stoppe karrieren. Han valgte at fortsætte resten af året og sikrede sig VM-titlen i finalen i Marokko. Herefter trak han sig tilbage, men kun et par måneder senere mistede han livet i en trafikulykke i England.

Mike Hawthorn vandt VM 1958, men begge hans teamkammerater mistede livet i løbet af sæsonen.
Mike Hawthorn vandt VM 1958, men begge hans teamkammerater mistede livet i løbet af sæsonen. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

1962:

Efter at have vundet VM 1961 med Phil Hill burde 1962 have været en harmonisk sæson for Ferrari. Men Enzo Ferrari sørgede stadig over tabet af sin søn Alfredo, der døde i 1956, og isolerede sig mere og mere. I stedet begyndte hans kone, Laura, at blande sig i Formel 1-teamets drift, og det blev hurtigt for meget. Otte ledende medlemmer af teamet, inklusive teamchef Romolo Tavoni og teknisk chef Carlo Chiti, stillede til sidst Enzo Ferrari et ultimatum: Enten holdt Laura sig væk – eller også gik de. Enzo Ferrari støttede sin kone, og i 1963 stod de fyrede medarbejdere bag det nye Formel 1-team ATS, der stillede op med de tidligere Ferrari-kørere Phil Hill og Giancarlo Baghetti. ATS blev en fiasko og lukkede efter en enkelt sæson. Ferrari overlevede paladsrevolutionen og vandt allerede i 1964 VM med John Surtees.

Enzo Ferrari mistede på grund af sine kone Lauras indblanding alle sine ledende medarbejdere i 1962.
Enzo Ferrari mistede på grund af sine kone Lauras indblanding alle sine ledende medarbejdere i 1962. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

1964

Ferraris Formel 1-biler har næsten altid været røde. Det er traditionelt Italiens 'racerfarve' – ligesom engelske biler i mange år var grønne – eller 'British racing green'. Men i 1964 stillede Ferrari op i årets to sidste VM-løb med blå-hvide biler. Enzo Ferrari var blevet uvenner med det italienske bilsportsforbund, der ikke ville godkende en serie af hans sportsvogne. Den stædige teamejer svor, at han aldrig mere ville stille op for Italien, og det var hans amerikanske importør, der stod bag Ferraris deltagelse i USA's Grand Prix og i Mexicos Grand Prix. Ferraris førstekører John Surtees sikrede sig VM-titlen i Mexico – i en bil, der var malet i USA's officielle racerfarver blå og hvid.

John Surtees vandt VM 1964 i en Ferrari i USA´s blå-hvide farver.
John Surtees vandt VM 1964 i en Ferrari i USA´s blå-hvide farver. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

1973

Ferraris 1973-sæson var om muligt endnu værre end 2020. Teamets biler rodede i bedste fald rundt midt i feltet, og førstekører Jacky Ickx blev mere og mere frustreret. Først på sommeren annoncerede han, at han først ville køre for teamet igen, når bilen var konkurrencedygtig. Ferrari svarede igen ved slet ikke at stille op i Hollands og Tysklands grandprixer. I Tyskland lånte Ickx en McLaren og sluttede på tredjepladsen. Så kom Ferrari tilbage med en modificeret bil, men da den også skuffede, kørte Ickx for Williams i sæsonfinalen i USA. I løbet af et par måneder nåede belgieren at køre for Ferrari, McLaren og Williams – de tre mest succesrige teams i Formel 1-historien.

Ferraris førstekører Jacky Ickx nåede også at køre for både McLaren og Williams i 1973.
Ferraris førstekører Jacky Ickx nåede også at køre for både McLaren og Williams i 1973. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

1982

Ferrari var favorit til at vinde VM 1982. De havde feltets bedste bil og med Gilles Villeneuve og Didier Pironi havde de også et stærkt og harmonisk lineup. Men venskabet mellem de to kørere sluttede brat i sæsonens fjerde løb, San Marinos Grand Prix i Imola. Ferrari var så overlegne, at Villeneuve og Pironi mod slutningen begyndte at bytte placeringer for at underholde tilskuerne. I den situation var det på forhånd aftalt, at den kører, der lå forrest, når ’underholdningen’ startede, også skulle først over målstregen. Den aftale 'glemte' Pironi, og han vandt løbet foran en rasende Villeneuve, der svor aldrig at ville tale med sin teamkammerat mere. Han holdt ord: 14 dage senere blev Villeneuve dræbt, da han under træningen til Belgiens Grand Prix oversatsede i et forsøg på at slå Pironis tid. I de følgende løb opbyggede Pironi et solidt forspring i VM, men under træningen i Tyskland crashede han alvorligt og ødelagde sin ben. Ferrari-ledelsen hyrede Patrick Tambay og Mario Andretti til resten af sæsonen, og de sikrede teamet konstruktør-VM, mens Keke Rosberg (Williams-Ford) kørte med den individuelle titel.

Gilles Villeneuve (i bilen) mistede livet og Didier Pironi blev alvorligt kvæstet i Ferraris kamp for at vinde VM 1982.
Gilles Villeneuve (i bilen) mistede livet og Didier Pironi blev alvorligt kvæstet i Ferraris kamp for at vinde VM 1982. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

2020

Charles Leclerc og Sebastian Vettel havde flere sammenstød i 2019, og allerede inden 2020-sæson startede, meddelte Ferrari, at Vettel ikke ville få in kontrakt fornyet. I sæsonens andet løb stødte de to Ferrari-kørere igen sammen, og samtidig var teamets 2020-model SF1000 og specielt motoren håbløst svag. Ved flere løb var det kun Ferraris to kunde-teams, Haas og Alfa Romeo, der sammen med Williams var langsommere end 'Den stejlende hingst'. Vettel, der ikke var imponeret over den behandling, han havde fået hos Ferrari, valgte at annoncere sin nye 2021-kontrakt med Aston Martin i forbindelse med weekendens Toscana Grand Prix, der er Ferraris løb nummer 1000 i Formel 1-VM.