Det kan ikke ses som meget andet end en trussel – og en gevaldig presbold til Formel 1.

Ferrari er nemlig klar til at gå til yderste konsekvens, hvis ikke motorsportens ypperste klasse snart holder igen med tankerne om at sætte en øvre grænse for holdenes udgifter.

Truslen er subtil, men alligevel til at få øje på fra Ferraris teamchef, Mattia Binotto.

»Hvis det bliver lavere endnu, ønsker vi ikke at blive sat i en position, hvor vi er nødt til at se på andre muligheder for, hvordan vi kan implementere vores motorsports-dna,« siger Mattia Binotto til The Guardian.

Foto: DANIEL DAL ZENNARO
Vis mere

Og hvad er problemet så?

Jo, det handler om, at Formel 1 ønsker at sætte en øvre grænse for, hvad Formel 1-holdene må bruge af penge om året. I 2019 blev holdene enige om, at budgetterne højst måtte lyde på 1,2 milliarder kroner i 2021, skriver The Guardian.

I sidste uge satte holdene sig så sammen og diskuterede muligheden for at skrue det beløb ned til 995 millioner kroner i 2021 – og 892 millioner kroner i 2022. Det blev de ikke enige om, og Ferrari ønsker det slet ikke.

»De 995 millioner er allerede et nyt og krævende ønske sammenlignet med, hvad der blev meldt ud i juni sidste år. Det kan ikke opnås uden yderligere væsentlige ofre – særligt i forhold til menneskelige ressourcer,« siger Mattia Binotto.

Foto: Carlo Allegri
Vis mere

Ferrari er et af de helt store team i Formel 1 sammen med Mercedes, og når man på den måde går ud og lægger pres på med en indirekte trussel om at forlade sporten, lyttes der nok ekstra godt efter.

Også selvom de mindre hold i Formel 1 ønsker et lavere økonomisk loft.

»Vi er klar over, at Formel 1 og hele verden lige nu gennemgår særdeles svære tider på grund af corona-pandemien. Men det er ikke tiden til at reagere så hastigt, da der er risiko for at træffe beslutninger på bagkant af denne krise uden at gennemgå samtlige konsekvenser,« siger Ferrari-teamchefen.

Mens Ferrari håber på at holde udgiftsloftet nede, er også Red Bull med på den model. Her ønsker man ifølge The Guardian ikke at nå ned under de foreslåede 995 millioner kroner. Hos McLaren vil man til gengæld helt ned på 686 millioner kroner.