Jan Magnussen er overbevist om, at Kevin Magnussen og teamkammeraten hos Renault, Jolyon Palmer, vil overraske i denne sæsons udgave af Formel 1.

Formel 1-sæsonen blev skudt i gang forrige weekend med Australiens grandprix, og her kom Kevin Magnussen ind på en 12. plads - to pladser bedre end startplaceringen.

Den danske racerkører fik en besværlig start på løbet efter en punktering, men han fik kæmpet sig tilbage og landede – ligesom Jolyon Palmer – lige uden for pointene.

I et indlæg på motorsportssiden motorsport.com skriver Kevins far, Jan Magnussen, at han var glad for at se sønnen komme stærkt tilbage i det australske grandprix efter sin svære start. Og så lægger han ikke skjul på, at han tror, der ligger store præstationer og venter for de to Renault-kørere.

»Kevin nyder virkelig atmosfæren og miljøet hos Renault, og jeg tror, der vil være weekender i år, hvor de virkelig kommer til at overraske,« lyder de optimistiske ord fra Jan Magnussen.

Kevin Magnussen i sin Renault-racer under sæsonens første Formel 1-grandprix i Australien.
Kevin Magnussen i sin Renault-racer under sæsonens første Formel 1-grandprix i Australien. Foto: PAUL CROCK
Vis mere

»Ændringen til det nye Renault-ejerskab skete ret sent, men de gør helt sikkert et stort arbejde med, hvad der dybest set er en opdateret version af sidste års bil.«

Efter første løb er Renault altså fortsat uden point, men der kommer en ny chance på søndag, når Bahrain i Mellemøsten lægger asfalt til grandprix nummer to i denne sæson.

»Renault ser ud til at være meget seriøse omkring at komme tilbage på vindersporet, og jeg ved, at Kevin er meget spændt på at lade det ske,« skriver Jan Magnussen.

»Jeg ser virkelig frem til løbsugen i Bahrain, og forhåbentlig kan Kevin have større held fra starten og være i stand til at bide sig fast i løbet.«

Kvalifikationen i dagene op til selve grandprixet om søndagen vil give yderligere svar på, hvor Kevin Magnussen står. Hvor langt er den gule Renualt-racer med nummer 20 i stand til at kravle op blandt startplaceringerne?

Svaret får vi i løbet af lørdagen, når Kevin Magnussen og de øvrige Formel 1-kørere har færdigkørt deres kvalifikation.