En fængselsstraf for overfald, halvanden million kroner og en hvid løgn – det var baggrunden for Michael Schumachers Formel 1-debut for præcis 30 år siden.

I eftersommeren 1991 er 22-årige Schumacher ikke en oplagt Formel 1-kandidat. Han er godt nok regerende tysk Formel 3-mester, men han har tilbragt sæsonen i det sportsvognsteam, Mercedes driver sammen med Peter Sauber.

Men pludselig opstår der en mulighed.

Det lille Jordan-team er i gang med deres debutsæson, og førstekører Bertrand Gachot ligger på en lovende 11.-plads i VM.

Det er i denne weekend 30 år siden, Michael Schumacher indledte sin Formel 1-karriere ved Belgiens Grand Prix 1991.
Det er i denne weekend 30 år siden, Michael Schumacher indledte sin Formel 1-karriere ved Belgiens Grand Prix 1991. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

Ugen før Gachots hjemmebane-grandprix på Spa-Francorchamps banen i Belgien er han indkaldt til retten i London, hvor en trafikforseelse i Hyde Park Corner otte måneder tidligere skal afgøres. Gachot var i sin kærestes Alfa Romeo kommet i karambolage med en taxachauffør, og Formel 1-køreren havde afsluttet det efterfølgende skænderi med et pift fra en peberspray.

Peberspray er på det tidspunkt godkendt overalt i Europa på nær Storbritannien. Gachot regner med, at sagen vil blive afgjort med en bøde, og har booket et eftermiddagsfly til Italien, hvor Jordan skal teste den følgende dag.

Men dommeren anser pebersprayen for et angrebsvåben. Gachot bliver idømt halvandet års fængsel for overfald og yderligere seks måneder for ulovlig våbenbesiddelse. Der er tale om en straksdom, og Gachot bliver ført fra retten til Brixton-fængslet.

Dommen efterlader Jordan-teamet med en ledig bil, og der er mange bejlere til Gachots plads. Sauber og Mercedes, der overvejer at rykke deres fælles team op i Formel 1 i løbet af få år, ser for eksempel gerne, at Schumacher bliver afprøvet i kongeklassen.

Michael Schumacher udgik kort efter starten af Belgiens Grand Prix, men under træningen havde han vist nok til, at Benetton-teamet hyrede ham. Her vandt han VM i både 1994 og '95.
Michael Schumacher udgik kort efter starten af Belgiens Grand Prix, men under træningen havde han vist nok til, at Benetton-teamet hyrede ham. Her vandt han VM i både 1994 og '95. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

Men selvom man tilbyder Jordan 150.000 pund (cirka halvanden million kroner), er teamchef Eddie Jordan ikke overbevist: Et Formel 3-mesterskab og lidt sportsvogns-erfaring lægger ikke op til en Formel 1-debut – specielt ikke på Spa-Francorchamps, der er den sværeste bane i VM-serien.

»Har Michael overhovedet været på banen?« spørger Eddie Jordan manager Willy Weber, der forhandler på Schumachers vegne.

»Masser af gange,« svarer Weber overbevisende.

Det er for så vidt rigtigt. Men Weber glemmer at fortælle, at Schumachers mange besøg på den svære bane har begrænset sig til tilskuerpladserne.

Belgiske fans protesterede mod den dom, der sendte Bertrand Gachot i fængel i England.
Belgiske fans protesterede mod den dom, der sendte Bertrand Gachot i fængel i England. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

Sammen med de 150.000 pund er den hvide løgn dog nok til at overbevise Eddie Jordan. Efter en hurtig test bliver Schumacher sluppet løs i den første træning til Belgiens Grand Prix.

Det sker for øjnene af masser af sure Gachot-fan – og Tom Kristensen. De mange fans forstår ikke den hårde fængselsdom og arrangerer en demonstration mod det britiske retsvæsen.

Tom Kristensen, der er få uger fra at afløse Schumacher som tysk Formel 3-mester, står i Jordan-pitten og drømmer om en tilsvarende chance.

Ude på banen slutter Schumacher sin første Formel 1-træning på en sensationel ottendeplads. Dagen efter forbedrer han sig til sjettepladsen, og så gør det ikke så meget, at han udgår tidligt af løbet.

Tom Kristensen, der afløste Michael Schumacher som tysk Formel 3-mester, drømte i 1991 også om en chance i Jordan-teamet.
Tom Kristensen, der afløste Michael Schumacher som tysk Formel 3-mester, drømte i 1991 også om en chance i Jordan-teamet. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

Chefen for Benetton-teamet, Flavio Briatore, har set nok. Han køber resolut Schumacher fri af aftaler med både Jordan og Mercedes. 14 dage senere bliver tyskeren i en Benetton nummer fem i Italiens Grand Prix, og året efter vinder han sit første Formel 1-løb i netop Spa-Francorchamps.

Resten er historie.