Mercedes har siddet solidt på Formel 1-tronen de seneste år. Stjernekørerne Lewis Hamilton og Nico Rosberg har med tre verdensmesterskaber i træk gjort Mercedes til motorsportens svar på Real Madrid.

Men det er måske snart helt slut med det tyske superteam.

Formel 1-eksperten Eddie Jordan forudser, at holdet kan finde på at trække sig fra sporten, hvor de i denne sæson har fået alvorlig konkurrence fra Ferrari, der har vundet tre ud af seks løb i år.

»De (Mercedes, red.) har vundet alt, så nu kan de kun tabe,« siger Eddie Jordan ifølge Aftonbladet.

»Det er muligt, at Mercedes trækker sig efter 2018.«

Eddie Jordan er ikke hr. hvem-som-helst. Han var manden bag det tidligere Formel 1-team Jordan, der i sin gav en ung Michael Schumacher chancen i den fineste motorsportsklasse. Og ireren vurderer altså nu, at Mercedes har bevist det, som bilmærket skulle i Formel 1-mesterskabet.

»Derfor er det nu bedre for dem at skære ned på omkostningerne og gå tilbage til den kerneydelse, som man har haft i Formel 1 gennem en længere periode – nemlig at udvikle og levere motorer.«

Mercedes leverer i dag motorer til Williams og Force India.

Den tyske bilgigant afviser dog, at man har planer om at trække Formel 1-stikket.

»Der er intet hold i den påstand,« siger teamchef Toto Wolff til motorsporttotal.

»Vi har en kontrakt til 2020, og vi skal have en snak med de nye ejere om den efterfølgende periode.«