Formel 1-sæsonen nærmer sig med hastige skridt, og det betyder, at kørerne bliver vurderet på kryds og tværs.

Og hos hotcars.com har motorsportsjournalisten Henry Kelsall god fidus til danske Kevin Magnussen.

Haas-køreren får i hvert fald flere rosende ord med på vejen fra Kelsall, som har rangeret samtlige 20 kørere i feltet.

Kevin Magnussen er placeret på en 10.-plads – langt foran teamkammeraten Romain Grosjean, som må nøjes med en 16.-plads.

Foto: HAMAD I MOHAMMED
Vis mere

Som begrundelse for Kevin Magnussens placering lyder det:

»Kevin Magnussen har irriteret folk, siden han returnerede til Formel 1 for Haas i 2016, efter han blev droppet af McLaren i 2014. Men han har også vist, at han er en kriger og har en vanvittig fart.«

»Hans kvalifikationsomgang i Monaco sidste år var eksemplarisk, og det samme var hans kvalifikation i Østrig.«

»Giv ham en god, stabil bil – så skal Magnussen nok få arbejdet gjort,« skriver mediet om Kevin Magnussen.

Lewis Hamilton topper listen foran Max Verstappen, Charles Leclerc, Sebastian Vettel og Daniel Ricciardo.

Formel 1-sæsonen åbner som altid i Melbourne i Australien, hvor der er grandprix 13.-15. marts.

Herefter skal Formel 1-karavanen til Bahrain og Vietnam.

Grandprixet i Vietnam er dog i fare for at blive aflyst på grund af coronavirussen – ligesom det kinesiske grandprix allerede er blevet.