Der var stor ballade under lørdagens kvalifikation til Formel 1-grandprixet i Italien, hvor Kevin Magnussen kom i karambolage med rivalen Fernando Alonso. Men dramaet får ingen konsekvenser for de to væddeløbere.

Dommerne ved Italiens Grand Prix har besluttet, at kontroversen mellem Kevin Magnussen og Fernando Alonso under kvalifikationen ikke skal straffes.

Efter at have studeret video, GPS-data og telemetri fra de to biler anser de fire dommere – inklusiv den tidligere Formel 1- kører og Indy 500-vinder Danny Sullivan – at hverken Magnussen eller Alonso specifikt hæmmede den anden.

Magnussen og Alonso starter herefter søndagens løb fra henholdsvis 11. og 13. position.

Alonso og Magnussen røg i clinch allerede i første sving på deres afgørende omgang i Q2-kvalifikationen, hvorfra kun de 10 hurtigste går videre. Spanieren prøvede at komme forbi men bremsede for sent, og begge kørere fik ødelagt deres omgang.

Dermed sluttede Magnussen og Alonso på henholdsvis 11.- og 13.-pladsen.