I juli fik Christian Horner sparket som teamchef for Formel 1-holdet Red Bull efter hele 20 år på posten.

Det skete blandt andet, efter en kvindelig ansat havde anklaget ham for seksuel chikane året forinden.

Siden har han forholdt sig tavs.

Men ifølge The Guardian har han nu udtalt sig offentligt.

Det skete på European Motor Show i Dublin i weekenden.

Her sagde Horner blandt andet:

»Jeg føler, at jeg har noget uafsluttet i Formel 1. Det endte ikke, som jeg havde ønsket.«

»Men jeg kommer ikke tilbage til hvad som helst. Jeg kommer kun tilbage til et team, der kan vinde. Men jeg savner sporten, jeg savner menneskerne, og jeg savner det team, jeg har opbygget.«

I de seneste uger har der været rygter om, at Horner er en del af en gruppe, der ønsker at købe en andel på 24 procent i Formel 1-holdet Alpine.

Han kan godt tillade sig at være tålmodig. For tilbage i september skrev BBC på baggrund af en kilde tæt på holdet, at Red Bull og han havde indgået en aftale, der gav Horner et gyldent håndtryk i omegnen af 450 millioner kroner.

Horner har haft stor succes i sin 20-årige karriere hos Red Bull, hvor de vandt otte kørertitler og seks konstruktørtitler under hans ansættelse.