Det var en noget utilfreds Kevin Magnussen, der steg ud af sin bil efter søndagens Grand Prix.

Danskeren langede ud efter holdets strategi efter løbet, hvor Kevin Magnussen sluttede på en 11. plads efter at være blevet nummer fem i kvalifikationen.

Han var skuffet over timingen af Haas-teamets pitstop, der blandt andet kostede ham tid, da han måtte vente på at mekanikerne først servicerede Grosjean.

Nu har Haas-chefen Günther Steiner dog været ude for at forsvare holdets taktik.

»Han (Magnussen) kørte af banen to gange, og Hulkenberg passerede ham og kom foran. Og så besluttede vi at tage ham ind (i pitten, red.), skifte til intermediates og så startede det dér. Det er altid svært at sige, om det var rigtigt eller forkert. Jeg synes, det var den rigtige beslutning at tage ham ind, for det var for glat derude med de brugte dæk, vi havde på, og der var høj risiko for at køre galt som Vettel gjorde. Begge kørere sagde, der ikke var nogen mulighed for at få dækkene op på den rette temperatur,« siger Günther Steiner ifølge ESPN.

Kevin Magnussen på banen i Tyskland, hvor regnen voldte danskeren store problemer.
Kevin Magnussen på banen i Tyskland, hvor regnen voldte danskeren store problemer. Foto: Jens Meyer
Vis mere

Netop dækkene gav Kevin Magnussen store problemer, fortalte han efter løbet til B.T. Sports udsendte.

»Jeg mistede rigtig meget temperatur i dækkene, da regnen kom. Og jeg tog det måske også lidt for forsigtigt, men det er svært, når man ikke har nogen foran sig. Det er nemmere, hvis man har en at følge efter. Så kan man bedre se, hvor der er vådt og hvordan bilen foran reagerer,« lød det fra den danske racerkører, som det begyndte at gå galt for 12 omgange før mål, da regnen for alvor meldte sin ankomst på den tyske bane.

Det var her, der blev skiftet dæk på de to Haas-biler.

»Vi ville ikke løbe en risiko, for gør du det, kan du tabe det hele. Jeg synes, vi fik begrænset 'skaderne' generelt ved, at Romain (Grosjean, red.) blev nummer seks, så det er ikke så slemt. Vi slap nogenlunde fra det, men vi skal ind og studere om vi kunne have foretaget de to stop på andre omgange,« siger Günther Steiner.