Det er interessant at se, hvordan det går Kevin Magnussens tidligere Formel 1-teams. Renault, som danskeren kørte for i den såkaldte ’genopbygnings-sæson’ i 2016, gør bare alting rigtig, og nærmer sig skridt for skridt de tre tophold. Fra en niendeplads i VM 2016 ligger man nu på en sikker fjerdeplads.
En del af æren for de enorme fremskridt kan tilskrives Kevin Magnussen, der som teamets centrale kører ’bar’ Renault gennem den svære 2016-sæson, og dermed var med til at støbe fundamentet for den nuværende succes.
Helt omvendt går det for teamet, der i 2014 gav danskeren chancen i Formel 1. McLaren virker til at være i frit fald, og selvom man ligger på femtepladsen i VM, er de tidligere mangedobbelte VM-vindere en af de største skuffelser i 2018.
Problemerne skyldes efter min mening manglende ledelse. Martin Whitmarsh stod i spidsen for teamet, da Magnussen blev ansat, men blev fyret, da medejer Ron Dennis selv indtog chefkontoret i 2014. Et par år senere smed de øvrige ejere Dennis på porten, og nu er det amerikanske Zak Brown, der forsøger at styre McLaren-skuden med franske Eric Bouillier som næstkommanderende. Det foregår på en decideret slingrekurs.
Man har efter tre svære år skiftet fra Honda- til Renault-motorer. Men 2018 har ubarmhjertigt afsløret, at motorerne langt fra var McLarens eneste problem – og at teamet i tre år har ’gemt’ sig bag de svage Honda-motorer: Med Renault-power er man nu milevidt efter Red Bull og Renaults eget team, der har præcis samme motorer.
Det er tydeligt, at ledelsen mangler fokus. Et team med enorm succes i Formel 1, kunne måske overveje at udvide til andre racer-serier. At McLaren-toppen i den nuværende situation snakker om at gå ind i IndyCar og Le Mans virker nærmest patetisk.
Også med kørerne halter det. Med Fernando Alonso har McLaren måske den bedste kører i feltet, men man får ikke det optimale ud af den hurtige spanier. Han kører her i Østrig sit fjerde motorløb på fire uger og forventes også at være i topform til det britiske grandprix næste weekend. At man giver ham lov til at køre sportsvogns-VM for Toyota ved siden af F1-programmet, understreger ledelsens manglende fokus.
McLaren havde for 11 år siden stor succes med at udlære Lewis Hamilton og hente ham op i Formel 1, men de seneste år har vist, at englænderen var en one-off succes. I hvert fald er alle andre unge kørere, der efterfølgende fik chancen hos McLaren – Heikki Kovalainen, Sergio Perez, Kevin Magnussen og nu Stoffel Vandoorne – kørt ind i karriere-truende problemer på grund af McLarens manglende forståelse for talentudvikling.
Jeg hører, at mange McLaren-ansatte nu er så desperate over udviklingen i teamet, at ledelsen læner sig op af et decideret oprør. Boullier kan være historie i teamet allerede efter næste weekends hjemmebane-grandprix i Silverstone, og Alonso kan også være på vej væk.
Der er nu næsten fem år siden, der har været en McLaren-kører på podiet. Og ganske sigende for teamets slingrekurs, var det en kører, man kort efter droppede: Kevin Magnussen i Australiens Grand Prix 2014.
Peter Nygaard er B.T.´s Formel 1.korrespondent.
