Det vil være en fordel, at Kevin Magnussen fortsat er i Formel 1, hvis håbet om at få motorsportens kongeklasse til Danmark og køre løb i det indre København skal blive en realitet. Projektet kan omvendt blive guld værd for den danske racerstjerne.  

Det mener initiativtagerne Helge Sander og Lars Seier Christensen, som arbejder på at få Formel 1 til Danmark i 2020.

Det fortalte makkerparret tirsdag ved en såkaldt pressebriefing på Hotel d’Angleterre i København, hvor pressen fik en status på, hvor langt Helge Sander og Lars Seier Christensen er med at gøre deres hede motorsportsdrøm til virkelighed.

I den forbindelse spurgte BT, om det er afgørende for projektet, at Kevin Magnussen stadig er i Formel 1 i 2020. Til det svarede Helge Sander:

»Det er klart en fordel, hvis vi har en dansker med. Men selv hvis der ikke er en dansker med, eller hvis han ikke er helt fremme i feltet, så er interessen helt generelt stor for Formel 1. Jeg ser selvfølgelig helst, at der er mindst én dansker med, men det er ikke afgørende,« sagde han.

Onsdag kommer Formel 1-bossen, amerikaneren Chase Carey, til København, hvor han skal besigtige de danske planer, mødes med såvel erhvervsminister Brian Mikkelsen som Københavns overborgmester Frank Jensen.

Endnu mangler Helge Sander og Lars Seier Christensen at finde økonomi, politisk opbakning på Københavns Rådhus og private investorer til det danske Formel 1-projekt, men Chase Careys besøg kan blive Formel 1s officielle godkendelse af det danske Formel 1-bud.

Her ser Formel 1-bossen foruden praktiske forhold også på, om interessen i Danmark er stor nok til at fylde op imod 100.000 siddepladser på banen i det indre København. Og uanset, at der er mange danske motorsportsfans, så vil tilstedeværelsen af Kevin Magnussen i feltet gøre interessen større end uden.

Kevin Magnussen har kontrakt året ud med Haas-teamet og kan i princippet stå uden arbejde og være færdig i Formel 1 til december.

Kommer Formel 1 til København i 2020, sker det blandt andet, fordi flere private investorer har smidt millioner i projektet, som arbejder med et budget på mellem 300 og 500 mio.kr. Den investering vil formentlig kaste endnu flere penge af sig, hvis Kevin Magnussen er i Formel 1.

»De bedste steder formår at lave et ekstra spend på 2,5 til 3 milliarder kroner. Så langt kommer vi ikke op, men et sted mellem en og to milliarder, da omkring 60-65 procent vil være tilskuere fra udlandet,« siger Lars Seier ifølge Ritzau.

Det er dog ikke usandsynligt, at Kevin Magnussen om et år eller to igen kan stå i en situation, hvor hans Formel 1-karriere står og falder med en stor sum sponsormillioner. Dermed kunne det være i både sponsorer og selskabet bag det danske Formel 1-projekts interesse at give Kevin Magnussen en økonomisk håndsrækning, hvis det blev nødvendigt.

Lars Seier Christensen kaldte først den slutning for hypotetisk, men tilføjede så, at et dansk Formel 1-grandprix formentlig ville styrke Magnussens position i feltet.

»Det begynder at blive ret hypotetisk, men selvfølgelig ville det være rart at have Kevin med, hvis vi en dag afvikler det her. Jeg tror egentlig også, at det vil styrke ham, hvis man kan se, at hans hjemmemarked ude i horisonten bliver styrket, fordi der er meget økonomi i, at en kører kan bruges i kommercielle sammenhænge,« sagde Lars Seier Christensen og fortsatte:

»Men om det ligefrem kan betale sig at holde ham i live i Formel 1 for at sælge flere billetter, kan jeg ikke vurdere på nuværende tidspunkt. Jeg håber, at han klarer sig selv på sin dygtighed, og det er ikke mit indtryk, at han står over for at blive vippet ud. Jeg tror, der står ganske stor respekt om ham rundt omkring. Jeg tror kun, at det vil forøge hans chancer, hvis vi lykkes med at få et dansk grandprix, så det håbet vi meget.«