Den danske Formel 1-junior Frederik Vesti afslører nye detaljer om sit store skifte til Mercedes' Formel 1-akademi.

19-årige Frederik Vesti blev i al hemmelig testet og vurderet, før Mercedes valgte at skrive kontrakt med ham og gøre ham til en officiel del af tyskernes succesfulde og altdominerende Formel 1-program.

Det fortæller Frederik Vesti nu til B.T., efter han tirsdag blev præsenteret hos Mercedes.

»Der har været talt lidt om Red Bull og andet i medierne. Men vi har faktisk haft en kontrakt med Mercedes i godt og vel et år nu,« siger Frederik Vesti.

Danskeren har de seneste år været ombejlet af flere Formel 1-team, hvor Red Bull ifølge B.T.s oplysninger har haft en føler ude hos danskeren.

Den blev dog afvist af Frederik Vesti og manager Dorte Riis Madsen, som hurtigt valgte at gå i dialog med Mercedes, da muligheden opstod.

»Aftalen med Mercedes var en mindre simulator- og udviklingskontrakt, som så har været med til, at jeg nu er blevet godkendt af eksempelvis Toto Wolff (øverste F1-boss hos Mercedes, red.). Aftalen har selvfølgelig gjort, at Mercedes har turde tro på mig og nu give mig denne her kontrakt på akademiet,« siger Frederik Vesti.

Dorte Riis Madsen og Frederik Vest. (pressefoto)
Dorte Riis Madsen og Frederik Vest. (pressefoto)
Vis mere

Det er åbenlyst, at Mercedes er 'stedet' at være, når man som ung racerkører har Formel 1 som det helt store mål.

Men måden, Mercedes har valgt at bygge deres akademi op på, har også været afgørende for Frederik Vesti.

Hos Mercedes koncentrerer de sig om få udvalgte kørere, som tyskerne derefter uddanner individuelt.

Hos eksempelvis Renault, Ferrari og Red Bull har man langt flere kørere tilknyttet akademiet, som bliver skolet mere bredt.

»Mange andre akademier er opbygget som en slags skole. Det er måske lidt for meget som et fodboldakademi, hvor alle spillere i princippet skal være lige gode. De bliver trænet i de samme ting og den samme måde,« forklarer Frederik Vesti og fortsætter:

»Den mentalitet kan jeg ikke lide. Jeg elsker at være individuel, og at der er mennesker, som stoler på mig og vil udvikle mig til at blive verdens bedste racerkører. Jeg tror ikke på, at man bliver det ved at blive sat ind i en boks med 10 andre kørere.«

Frederik Vesti har skrevet kontrakt med Mercedes og er nu juniorkører for det succesfulde team. (pressefoto)
Frederik Vesti har skrevet kontrakt med Mercedes og er nu juniorkører for det succesfulde team. (pressefoto)
Vis mere

Frederik Vesti kører i 2021 sin anden sæson i Formel 3, og her er målet at vinde serien med det franske racerteam ART Grand Prix.

For selv om danskeren er blåstemplet af Mercedes, er det først nu, han for alvor skal bevise, at han er værd at satse på fremover.

»Det her er noget, der skal udvikle sig over de kommende måneder, år og langt ude i fremtiden. Lige nu er jeg i begyndelsen og skal bevise, at jeg er den, de skal satse på. Resultaterne kommer til at betyde alt,« siger Frederik Vesti.

Med Kevin Magnussens afsked hos Haas i 2020 er det foreløbig slut med en dansker i motorsportens kongeklasse, Formel 1.

Men står det til Frederik Vesti, skal de danske Formel 1-fans ikke vente længe på Magnussens efterfølger, da både han selv og kollegaen Christian Lundgaard bejler til en fremtid blandt de allerbedste kørere.

»Jeg kan ikke kommentere på Christian Lundgaard, men jeg kan selv sige, at jeg kommer til at nå Formel 1. Det gør, fordi jeg har mine sponsorer, jeg har Dorte (Riis, red.) og talentet. Nu har jeg også et Formel 1-team, der kan udvikle mig til det, jeg engang skal være,« siger Frederik Vesti.