25-årige Emilie Rath startede tirsdag i sit drømmejob som Formel 1-mekaniker hos Force India.

Den danske mekaniker var allerede sidste år tæt på Formel 1, da hun fik job hos Manor. Men det lille team gik konkurs inden sæsonstarten, og hun arbejdede i 2017 derfor blandt andet i juniorklassen MRF, der blev afviklet i Mellemøsten.

Og Emilie Rath er ikke bange for at arbejde som pige i en mandeverden.

»Der er selvfølgelig en masse mandehørm, men det har jeg vænnet mig til. Jeg begyndte jo med at arbejde på et autoværksted, da jeg var 15. Jeg er blevet god til at give igen, hvis der er nogen, der bliver lidt for kække,« sagde hun for nylig.

Force India-teamet, der har hovedkvarter i Silverstone tæt på Oxford, er de seneste to år sluttet på fjerdepladsen i konstruktør-VM. I 2018 fortsætter teamet med deres 2017-kørere Sergio Perez og Esteban Ocon.