Pengemanden Lars Seier Christensen fortsætter ikke som sponsor for Kevin Magnussens teamkollega, Romain Grosjean.

Den sportsglade bankmand, der tidligere stod i spidsen for Saxo Bank, har ellers været personlig sponsor for Romain Grosjean de seneste to sæsoner.

Men Lars Seier Christensen fortæller, at han og den franske Formel 1-stjerne har stoppet samarbejdet, og han er nu helt færdig som sponsor i Formel 1.

FØLG TIRSDAGENS FORMEL 1-TEST MED KEVIN MAGNUSSEN HER

»Jeg har i god forståelse med Romain aftalt ikke at fortsætte sponsoratet, da jeg har mere oplagte sponsormuligheder i form af mine egne sportshold, der er tættere og mere direkte forbundne med mit eget brand og egne aktiviteter,« siger Lars Seier Christensen, der i øjeblikket arbejder på et større cykelprojekt sammen med Bjarne Riis.

Lars Seier Christensen understreger, at der ikke er noget dramatisk over hans afsluttede samarbejde med Romain Grosjean.

»Romain og jeg er blevet gode venner i løbet af samarbejdet, og han har været en glimrende ambassadør for mig. Sponsoratet var dog ikke særlig stort eller signifi-kant i det store billede for ham, så der er ikke nogen skuffelse der, og vi ses senere på foråret til en god flaske Bourgogne, da vi begge har stor passion for god rødvin,« siger han.

Flere iagttagere havde på forhånd stillet spørgsmålstegn ved en situation, hvor Magnussens værste konkurrent (Grosjean, red.) blev støttet af en dansker. Den situation opstår ikke alligevel, og Lars Seier Christensen forudser i stedet, at de to kørere kan få god gavn af hinanden.

»Det bliver spændende at se Romain og Kevin i samme team. Som jeg har sagt før, vil han være en glimrende rollemodel for Kevin, da han er en virkelig god fyr, der forstår sporten og sponsormulighederne og sponsorarbejdet fuldstændigt,« fortæller Seier Christensen og tilføjer:

»Jeg tror og håber stadig, at vi ser Romain som verdensmester en dag. Det håber jeg naturligvis også for Kevin, men jeg tror, at Romain bliver den af de to, der først får chancen i en virkelig konkurrencedygtig bil en dag.«