Frederik Vesti holder i pole position, når Formel 3-kørerne søndag starter deres opvarmningsrace til Frankrigs Grand Prix i Formel 1-klassen.

Den 19-årige dansker, der er under oplæring som juniorkører i Mercedes' Formel 1-team, overraskede under fredagens kvalifikation på Paul Ricard-banen nord for Marseille.

Mens alle holdt øje med den norske Red Bull-junior Dennis Hauger, formåede Frederik Vesti bedre end alle andre at skrue en komplet omgang sammen. Han var ikke hurtigst i nogen af de tre sektorer, men hans samlede omgangstid var næsten to tiendedele af et sekund hurtigere end Hauger.

»Det var en fantastisk omgang. Men jeg mistede faktisk lidt tid i den sidste sektor, fordi jeg var for tæt på en bil foran mig,« sagde Vesti efter kvalifikationen til blandt andre B.T.

Frederik Vesti fejrer sin pole position på Paul Ricard-banen.
Frederik Vesti fejrer sin pole position på Paul Ricard-banen. Foto: FIA Formula 3 via Getty Images / Grand Prix Photo
Vis mere

Vesti ligger inden weekendens løb på Paul Ricard-banen på den samlede syvendeplads i mesterskabet. Han blev inden sæsonpremieren nævnt som en af titelfavoritterne, og på den baggrund var resultaterne i de første løb ved det spanske grandprix i begyndelsen af maj en skuffelse. Hvorfor er han så markant mere konkurrencedygtig på Paul Ricard-banen?

»Hele teamet har forbedret sig. Vi opdagede en række ting i Barcelona, som skulle forbedres, og vi har arbejdet hårdt på at gøre bilen hurtigere,« forklarede Vesti.

Kampen mellem Frederik Vesti og Dennis Hauger er også en kamp mellem de to bedste teams i Formel 3. Vesti kørte sidste år for Prema Racing, der er seriens absolutte tophold. Til denne sæson er han skiftet til ART Grand Prix – teamet, der indsætter Christian Lundgaard i Formel 2 – mens Dennis Hauger har overtaget pladsen hos Prema.

»Prema og ART Grand Prix er begge rigtig gode hold, så der er ikke den store forskel i deres måde at arbejde på,« siger Vesti.

»For hver dag jeg arbejder samen med ART, går det bedre og bedre. Jeg har i vinterens løb brugt meget tid på at integrere mig i teamet og endda lært en smule fransk.«

Vestis fornemme kvalifikation sikrede ham pole position til søndagens hovedløb. Men det betyder samtidig, at han kan se frem til masser af hårdt arbejde i lørdagens to sprintløb. I det første af de to sprintløb skal de 12 hurtigste i kvalifikationen starte i omvendt rækkefælge – det vil sige, at Vesti holder på 12.-pladsen, når starten går klokken 10.10. I det andet sprintløb lørdag klokken 17.45 starter kørerne som de sluttede i det første.

»Det bliver et par spændende sprintløb, for der er ganske gode muligheder for at overhale her på banen,« siger Vesti.

I Formel 1-træningen på Paul Ricard var den førende i VM, Max Verstappen (Red Bull-Honda), hurtigst foran Mercedes-kørerne Valtteri Bottas og Lewis Hamilton.