19-årige Christian Lundgaard var nærmest selvskreven til årets Young Driver Test i Formel 1, der afvikles tirsdag på Yas Marina-banen i Abu Dhabi.

Der var her, Kevin Magnussen i 2012 grundlagde sin Formel 1-karriere, og den årlige 'eksamen' er en kærkommen mulighed for unge kørere til at vise deres talent i verdens ypperligste racerbiler.

Men Renault, der har haft Lundgaard i deres Sport Academy i nu fire år, har fået dispensation til at indsætte Fernando Alonso, der næste år gør comeback i Formel 1, i Young Driver Testen. I stedet for at være på banen med de andre unge talenter vil Lundgaard tirsdag stå i Renault-pitten og se 39-årige Alonso i 'sin' bil.

»Om jeg er bitter? Både-og,« siger Lundgaard til B.T.

Foto: Hamad I Mohammed
Vis mere

»Young Driver Testen er noget, man skal gøre sig fortjent til, og den sidste halvdel af min Formel 2-sæson i år er bestemt ikke gået efter planen. Men det er rigtigt, at hvis Fernando ikke havde været her, havde jeg nok fået bilen. Men det er heller ikke skidt at stå på sidelinjen og lære fra ham. Så jo: Jeg ville gerne have siddet i Formel 1-bilen i Young Driver Testen, men i sidste ende er det Renaults beslutning.«

Lundgaard er allerede kommet i 'mesterlære' hos Alonso.

»Jeg fløj i privatfly sammen med ham fra Bahrain til Abu Dhabi, og jeg sidder også sammen med ham under alle team-briefings. Mit umiddelbare indtryk er, at han er en vældig flink fyr, men jeg kan også mærke, at det er begrænset, hvor meget han vil give fra sig.«

»Men han er meget engageret, og så vidt jeg ved, skal han også være med til alle vores kommende træningscamps. Det er jeg så ikke så glad for – for så får jeg tæsk. Alonso er en maskine, rent fysisk! Han står skarpt, men han har også haft nogle år til at bygge sin form op. Og mentalt har han et ekstremt godt overblik, så der er mange ting, man kan lære af ham,« siger Lundgaard.

Christian Lundgaard i Abu Dhabi, hvor han tirsdag må overvære årets Young Drivers Test fra pitten.
Christian Lundgaard i Abu Dhabi, hvor han tirsdag må overvære årets Young Drivers Test fra pitten. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

Han sluttede for lidt over en uge siden sin første Formel 2-sæson på en samlet syvendeplads. Et fornemt resultat for en rookie, men danskeren er ikke tilfreds.

»Første halvdel af sæsonen gik bedre end forventet. Men hele året har faktisk været meget op og ned. Vi har stadig ikke helt forstået, hvorfor de to sidste weekender i Bahrain gik, som de gjorde, og i det hele taget fik jeg kun en meget lille håndfuld point med fra de seks sidste løb. Vi har endnu ikke sat os ned og analyseret, hvad der gik galt, men mine kvalifikationer har været okay – faktisk er jeg hen over sæsonen næstbedst af alle på kvalifikations-pace. Men jeg har haltet efter med hensyn til fart i løbene, og det kan man også se på slutstillingen i mesterskabet.«

Hvad skete der i løbene?

»Det handler både om mig og om teamet. Man kan som rookie ikke forvente at komme ind og dominere det hele – selv om jeg godt ved, at det er det, Formel 1-holdene gerne vil se. Vi har nogle ting på bilen, vi ved, vi kan forbedre, og jeg ved, der er nogle ting, jeg kan gøre bedre, så hele pakken skal bare spille maks. næste år.«

Chrisrian Lundgaard vandt to løb i sin første Formel 2-sæson.
Chrisrian Lundgaard vandt to løb i sin første Formel 2-sæson. Foto: FIA Pool via Grand Prix Photo
Vis mere

Her er planen at fortsætte i Formel 2 hos ART Grand Prix og fortsætte i Renault Sport Academy, hvor han vil få en endnu tættere tilknytning til Formel 1-teamet.

»Der er ikke noget på plads omkring min rolle i Formel 1-teamet næste år, men FP1-træninger (til grandprixerne, red.) indgår ikke umiddelbart i planen. Men ellers bliver det nok nogenlunde det samme som sidste år – altså at tilbringe tid med teamet, arbejde i simulatoren, være med til tekniske debriefings og den slags. Men bare endnu dybere – for eksempel flere seancer med ingeniørerne fra de forskellige afdelinger, så jeg kan lære så meget som overhovedet muligt. Jeg flytter til England i januar for at komme lidt tættere på Formel 1-teamet.«

»Jeg vil fokusere på Formel 2, men jeg vil helt klart udnytte al den hjælp, jeg kan få fra Formel 1-teamet og fra akademiet,« siger Lundgaard.

»For målet for 2022 er Formel 1!«