DENNE KLUMME SKRIVES på grund af tidsforskellen til Canada inden søndagens grandprix. Men uanset resultatet på Circuit Gilles Villeneuve sent søndag aften har weekenden i Montreal rejst spørgsmål om Kevin Magnussen og Haas-teamet. HER KAN DU LÆSE, HVORDAN DET GIK I LØBET

For det første: Er det virkelig ' kun' uheld, der rammer Kevin Magnussens Haas-Ferrari så ofte under kvalifikationerne? For anden weekend i træk blev ' trafik' forklaringen på en dårlig startplacering. I Australien blev kvalifikationen hæmmet af et par afkørsler, og i Bahrain kom der gult flag, netop som Magnussen skulle sætte sin afgørende omgang. Kan man forklare fire mere eller mindre forfejlede kvalifikationer ud af syv som ' uheld'?

JEG KAN GODT forstå, at folk hjemme i Danmark stiller spørgsmålet. Alene statistikken antyder jo, at det handler om mere end ' uheld' - at Magnussen og Haas-teamet i en eller anden grad selv er skyld i problemerne.

Teamchef Guenther Steiner fortalte mig efter kvalifikationen her i Montreal, at han ikke tror på uheld. ' I Formel 1 skaber man selv sit held', var det indledende svar på spørgsmålet om Magnussens ' bad luck'. Og så fulgte en længere forklaring på, hvordan en række tilfældigheder betød, at danskeren blev hæmmet af trafik. Konklusionen var, at det hele blev lidt ' unfortunate'. Det vil jeg så tillade mig at oversætte med ' uheldigt'.

Altså siger Steiner efter sin ordleg med ' bad luck' og ' unfortunate', at Magnussen var uheldig under kvalifikationen. Så til alle dem hjemme i Danmark, der tvivler på, om Kevin Magnussen virkelig kan være så uheldig under så mange kvalifikationer: Ja - det kan han. I hvert fald ifølge Guenther Steiner. Og han har mere forstand på Formel 1 end de fleste.

Men samtidig har Haas-bossen ret i, at man i høj grad skaber sit eget held. Men det er bare nemmere at skabe sit held, når man har erfaring at trække på. Derfor er Grosjean ofte bedre til at placere sig i trafikken. Og derfor kommer der nogle tvivlsomme beslutninger fra Haas-pitten, der trods alt kun er i gang med teamets anden Formel 1-sæson. Når kører og team får mere erfaring (og når heldet vender - det gør det altid i Formel 1!), skal Magnussen nok få mere ' held' med sine kvalifikationer.

OG NÅR VI nu snakker Magnussen og held: Han har altså også været heldig.

Hans start for 14 dage siden var en af de bedste, jeg nogensinde har set i Monaco. Men i fyrstendømmets smalle gader var den også millimeter fra at udløse et massesammenstød, der kunne have efterladt Magnussen med et ry som kaos-pilot. Så små er marginalerne i F1.

Og så det andet spørgsmål: Hvor længe bliver Romain Grosjean ved med at brokke sig over Haas-teamets pit-radio? Det var ikke pæne gloser, der blev udsendt fra franskmanden under træningen fredag. O. K. - han er varmblodet, og han er hurtig til at falde til ro, når han kommer tilbage til pitten.

Men Grosjeans hysteri på banen kan ikke være konstruktivt for ham. Jeg kan ikke forestille mig andet, end at det må koste energi og koncentration at være så ophidset bag rattet.

Igennem Formel 1-historien har der været temperamentsfulde kørere, der brugte ophidset adrenalin som brændstof. I sportens barndom blev disse typer sjældent særligt gamle, men i dag er der heldigvis ikke samme fatale konsekvenser af ' road rage'. Med nutidens avancerede biler, hvor kørerne hele tiden skal omstille sig selv og bilen i forhold til dækslitage, batteriopladning, brændstoorbrug og så videre, er køligt overblik et af de vigtigste instrumenter i en F1-kørerers værktøjskasse.

Radiokommunikationen tyder på, at Grosjean til tider mangler det kølige overblik. Og at hans verbale udfald synes at blive værre og værre, understreger, hvor hårdt Magnussen presser ham allerede efter syv løb.

Og selvom jeg hører teamet bare smiler af Grojeans udfald, må det før eller siden give bagslag. Uanset hvor vant man er til skæld ud og bandeord, er der ingen ingeniører, der bryder sig om dens slags radiomeldinger. Svaret på spørgsmålet: Grosjean kan for min skyld blive ved med at brokke sig længe endnu. For det styrker kun Kevin Magnussens position i teamet.