KOMMENTAR

Kevin Magnussen er med, når den første træning, den såkaldte FP1, fredag afvikles op til Canadas Grand Prix her i Montreal. Men fra det britiske grandprix i næste måned vil Kevin Magnussen i seks af 11 weekender tilbringe FP1 i pitten, mens italieneren Antonio Giovinazzi kører hans bil.

Magnussens teamkammerat, Romain Grosjean, skal blot afgive sin bil til Giovinazzi i en enkelt FP1-træning i 2017.

Der har været mange fantasifulde teorier om hvorfor, Haas har valgt, at Magnussen skal tilbringe seks gange så meget tid i pitten som Grosjean. Der har endda været spekuleret i, at Haas-ledelsen har vurderet, at franskmanden har mere brug for trænings-kilometer end danskeren. Det er der naturligvis ikke tale om, for franskmanden har mere end dobbelt så meget Formel 1-erfaring som danskeren. Der er også dem, der mener, at FP1-seancerne sagtens kan undværes, og at den ulige fordeling af Giovinazzis gæsteoptrædener derfor ikke har noget betydning.

HER KAN DU LÆSE KEVIN MAGNUSSEN INDRØMMELSE I FORHOLD TIL HELE SITUATIONEN OM TRÆNINGERNE

Men det handler om, at Grosjean i 2015 oplevede det, Magnussen nu bliver udsat for. Grosjean kørte dengang for det Lotus-team, der i 2016 blev overtaget af Renault (med Magnussen som kører).

Franskmanden måtte overlade sin bil til teamets daværende reservekører Jolyon Palmer i næsten alle FP1-træninger.

En mere og mere frustreret Grosjean lagde ikke skjul på, at de manglende FP1-træninger i høj grad påvirkede hans grandprix-weekender - og de spillede sandsynligvis en rolle i hans beslutning om at forlade teamet efter sæsonen. Han skiftede til Haas, hvor han kontraktmæssigt sikrede sig minimal afgivelse af FP1-tid.

Men hvorfor lader Haas overhovedet Giovinazzi køre - når det nu så åbenlyst vil hæmme Magnussen? Fordi man vil please teamets tætte samarbejdspartner, Ferrari. Det italienske team har længe ledt efter en hurtig, ung reservekører, og den rolle har Giovinazzi nu fået. Men hos Ferrari, der er midt i en nådesløs VM-duel med Mercedes, vil man ikke lade Sebastian Vettel og/eller Kimi Raikkonen droppe FP1-træninger for at give Giovinazzi tid i bilen (endnu en understregning af, hvor relativt vigtige FP1 anses for at være).

I stedet sikrer man Giovinazzi Formel 1-erfaring hos et partner-team. Derfor pressede man Giovinazzi ind i Sauber-teamet i årets to første løb, da Pascal Wehrlein var skadet. Sauber har gennem hovedparten af sine 25 år i Formel 1 kørt med Ferrari-motorer, og samtidig fungeret som italienernes 'junior-skole'.

Den rolle er ved at være udspillet, for Sauber påbegynder nu et nyt motor-samarbejde med Honda. Når Ferrari skal have afprøvet et nyt talent, vil Haas derfor fremover være den naturlige løsning.

Ferrari giver traditionelt ikke debutanter chancen, men foretrækker at lade andre teams uddanne fremtidens superstars, inden man placerer dem på 'den stejlende hingst'. Så tag ikke fejl: Antonio Giovinazzi er en potentiel Haas-kører i 2018.

Hvis Ferrari efter Giovinazzis FP1-indsatser i 2017 gerne vil se ham køre løb i 2018, vil Haas få svært ved at nægte italieneren en plads - også selvom Kevin Magnussen og Romain Grosjean i princippet har gyldige kontrakter. Den slags finder man altid en løsning på i Formel 1.

Det er for tidligt at skyde silly-season 2018 i gang, men det er på den anden side også naivt, hvis de nuværende Haas-kørere ignorerer den fare, Giovinazzi udgør.

Du kan selvfølgelig følge fredagens to træninger i Canada her på BT.dk. Det sker kl. 16 og kl. 20.