AF B.T.s FORMEL 1-KOMMENTATOR, PETER NYGAARD

Store drømme har det svært i et lille land. Det blev understreget, da overborgmester Frank Jensen fredag trak støtten til et Formel 1 grandprix i København tilbage. Han havde ellers et lille flertal for at gå videre med planerne, der længe har haft regeringens opbakning.

Men Formel 1 i København var åbenbart en for stor, ambitiøs og visionær drøm for et lille land med en endnu mindre hovedstad.

Det mest ærgerlige er, at beslutningen om at der ikke skal køres Formel 1 i Danmark, er taget på et decideret uoplyst grundlag præget af fordomme og uvidenhed.

Mads Claus Rasmussen

Jeg har for eksempel ikke mødt Frank Jensen eller andre politikere til et Formel 1-løb. Frank Jensen er jo også formand for Team Danmark (yep – dem der arbejder for at fremme elitesporten i Danmark!). Team Danmark havde en delegation i Monza til Italiens Grand Prix tidligere på måneden, men her var formanden ikke med.

Det virker underligt, at man nu siger nej til noget, man ikke rigtig har sat sig ind i. Noget, man i byer som Monte Carlo, Baku og Singapore siger både ’ja’ og ’tak’ til.

Hvis man fra København Kommunes side havde ulejliget sig med at overvære et løb, havde man i det mindste en ide om, hvad man nu siger nej til. Hvis man i sidste weekend havde været i Singapore, ville man have oplevet et gadeløb i en storby, hvor Formel 1 er en fest for alle – dem med de dyre Paddock Club-billetter, dem med de billigste plader og dem helt uden billetter, der bare nyder stemningen, når en af verdens allerstørste sports- og kultur-events lægger vejen forbi.

Man ville have oplevet en by, der er så miljøbevidst, at der vanker en stor bøde, hvis man spytter sit tyggegummi ud på gaden. Men hvor man ikke snakker om den støj- og luftforurening fra Formel 1, man i København har haft så meget fokus på - simpelt hen fordi, det ikke er noget reelt problem. I stedet fokuserer man på hvor god en forretning Formel 1 er for Singapore. Indtægterne i form af ekstra skat og moms overstiger langt udgifterne ved at få Formel 1 til byen, og så er branding og image gratis.

Maria Albrechtsen Mortensen

Og så er jeg tilbage til det uoplyste grundlag for fredagens beslutning. Jeg har set politikere, der ’glemte’ et regne indtægterne med, når man skulle vurdere, hvad Formel 1 i
København kostede. Regnestykket omkring Formel 1 i København skal naturligvis tage både udgifter og indtægter med. Og så er det en god forretning.

Det er som om, alt for mange aldrig indså, hvilken enorm appelsin, der har været uendeligt tæt på at falde ned i vores fælles turban.

I stedet for at bakke helhjertet op om planerne, har man fokuseret på problemerne. I et notat fra Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning skrev man for eksempel tidligere i denne uge, at tidsplanen for det planlagte løb i 2020 ville ’forudsætte stor agilitet fra kommunale og statslige myndigheder’.

Hold nu op: Når en af verdens største sportsbegivenheder – med tilhørende indtægter – tilbyder sig, burde lidt ekstra agilitet være en selvfølge.

Formel 1 i København var en smuk, kæmpe drøm, der var tættere på at gå i opfyldelse, end mange tror. Jeg har enorm respekt for initiativtagerne, der bragte projektet helt frem til målstregen inden visionsløse politikere slog fast, at Danmark er for lille til store drømme.