KOMMENTAR

Det er rigtig ærgerligt, at eks-manager Dorte Riis Madsen nu slæber Kevin Magnussen i retten, hvor første retsmøde er berammet til 1. juni klokken 09.30 i København Byrets sal 17.

Ærgerligt, fordi sagen reelt næppe får nogen vinder. Ærgerligt, fordi den kan koste fokus for Kevin Magnussen. Ærgerligt, fordi den kommer på et tidspunkt, hvor Magnussen er ved at sætte sig igennem over for sin betydeligt mere erfarne og højt vurderede Haas-teamkammerat, Romain Grosjean.

Men også ærgerligt, fordi der på alle andre områder i Kevin Magnussens bagland er dannet en ny organisation, der har sikret ro og overskud.

Uden en manager har Magnussen for første gang i Formel 1-karrieren skaffet sig en flerårig kontrakt.

Aftalen med Haas gælder i første omgang også for 2018, og den indeholder endda også en option for 2019.

Rådgiver Jesper Carlsen, der spillede en vigtig rolle i de uger, da der blev forhandlet med Haas, er med Magnussens ord nu placeret 'på bænken' - i en venteposition, hvor han ikke længere kommer med ud til løbene. Samtidig har Thomas Jørgensen, der oprindelig ' kun' var fysisk træner, overtaget flere og flere ansvarsområder, og han spiller nu den helt centrale rolle i Magnussens bagland. Med Carlsen på bænken er arbejdspresset på Jørgensen øget, men samtidig er baglandet også blevet mere strømlinet.

Hans fanklub er blevet omorganiseret, og hans optræden for racer-rejsebureauer, der måske nok skæppede i kassen, men også kostede fokus i de vigtige grandprixweekender, er skåret væk.

Arbejdet med personlige sponsorer er også kommet på skinner.

Det er nu det danske firma MSC&Co, med blandt andre de tidligere professionelle fodboldspillere Søren Meiling og Lars Jacobsen i ledelsen, der repræsenterer Magnussen, som i løbet af foråret havde fået den store, danske brilleproducent Lindbergs logo på køredragten.

Magnussens profil på sociale medier er også blevet skærpet. Det engelske bureau Fifty Digital stod for dette arbejde i 2016 og er stadig involveret. Men nu er det danske journalister, der står bag hovedparten af Kevin Magnussens tilstedeværelse på Instagram, Twitter osv.

Kevin Magnussens mangeårige støtte, Bestseller-koncernen, er helt efter planen nu reduceret til en personlig sponsor. For Bestseller-ejer Anders Holck Povlsen er der ikke længere tale om et direkte sponsorat af Magnussens team (hos McLaren via ASOS, hos Renault via Jack&Jones). I stedet kommer der nu en løncheck fra Haas ind i Holck Povlsens og Magnussens fælles selskab, og Kevin Magnussen er nu en etableret del af Formel 1-feltet, hvor han forventer at forblive i mange år.

Og derfor er det så ærgerligt, at den kommende retssag risikerer at få det ellers mere og mere klare billede af Kevin Magnussens Formel 1-karriere til af flimre.

Nu gik det ellers lige så godt.