Planerne om et Formel 1-grandprix i København er stadig ’on track’, og mandag afholder organisationen bag løbet sammen med Kevin Magnussen en briefing på Børsen.

På den politiske front hører jeg, at regeringen er klar til at støtte løbet, men at store dele af Københavns Borgerrepræsentation tøver. For mig er det uforståeligt, at København, hvor løbet skal afholdes og langt størstedelen af indtægterne kommer, ikke for længst har besluttet sig for at støtte projektet.

Men faktisk skal de beløb, der fra offentlige kasser bruges på et dansk Formel 1-grandprix, ikke anses for ’støtte’ – der er tale om en investering

Det understregede Pierre Yves-Jeholet, økonomiminister for delstaten Wallonien, da man i denne uge forlængede aftalen om det belgiske grandprix i Spa-Francorchamps for yderligere tre år.

Jeg frygter, at Formel E kan blive en langt dyrere løsning for byen end Formel 1.

»Det er en god aftale, der sikrer, at denne vigtige event forbliver i vores region og dermed giver os global opmærksomhed,« sagde han. Og fortsatte:

»Løbet har en betydelig indflydelse på regionens og landets økonomi: I 2017 fik vi 315% tilbage på vores investering.«

Det er også værd at bemærke, at København kan få en særaftale med Formel 1-organisationen, der uanset den til tider lunkne, politiske indstilling anser byen som en ønske-destination. Mens alle andre baner betaler ’fuld pris’ for at få besøg af Formel 1-feltet, har man altid kørt gratis i Monte Carlo – simpelt hen fordi man anser den lille fyrstendømme for den ultimative ønske-destination for sporten.

Det kommende løb i Miami er i samme klasse: Man holder af hensyn til sin forhandlingsposition over for andre baner aftalen hemmelig, men jeg hører, at amerikanerne har fået en endda rigtig fordelagtig kontrakt. Det kan Danmark også sikre sig – simpelt hen fordi, der er mere sexet for Formel 1 at køre i København end i for eksempel Bahrain eller Baku. Og det vil gøre Danmarks Grand Prix til en endnu bedre forretning!

Til sidst et par ord om det Formel E-projekt, der har rumlet i baggrunden i månedsvis. Her satsede man på et løb i København allerede i 2019, men kort før det internationale bilsportsforbund FIA tidligere på måneden offentliggjort den nye løbskalender, trak man diskret ansøgningen tilbage. Nu søger man offentlig støtte fra både Københavns Kommune og regeringen til et løb i 2020 – samme år som Formel 1 efter planen skal gæste byen.

Hold nu op: Hvis det er svært at sikre økonomi og politisk opbakning til ét racerløb i Københavns gader, er det umuligt med to.

Så enkelt er det.

Og jeg frygter, at Formel E kan blive en langt dyrere løsning for byen end Formel 1.

Jeg har aldrig hørt om Formel E-fans, der rejser rundt i verden for at se løb – men jeg oplever hver anden weekend titusindvis af passionerede Formel 1-fans, der rejser langt for at følge deres helte. Og for at pumpe millioner ind i den lokale økonomi.

Den danske interesse for Formel E – uden danske kørere, teams eller sponsorer – er uendelig lille i forhold til den hype, der i disse år er omkring Formel 1 og Kevin Magnussen. Billetindtægterne vil derfor være langt, langt mindre end de cirka 300 millioner, men budgetterer med i Formel 1-planerne.

Derfor: Formel E i København skal omgående reduceres til en Plan B, der kun hives op af skuffen, hvis planerne om Formel 1 mod al fornuft må opgives.